- Den nordiske velfærdsmodel er ikke et problem, men en styrke i en globaliseret verden, mener førende velfærdsforsker

Jørgen Goul Andersen, professor ved Ålborg Universitet og et af landets førende velfærdsforskere.
Man skulle tro, at der kunne være blevet en stol til ham i VC-regeringens velfærdskommission. Men det gjorde der ikke. I stedet har han viet sine kræfter til at levere skyts mod selv samme velfærdskommissions mange forslag til nedskæringer i den kollektive velfærd i Danmark.
Arbejderen har taget en snak med Jørgen Goul Andersen.
Og det er lige på og hårdt:
- Jeg synes, det er en helt forfejlet dagsorden, baseret på nogle fejlagtige forudsætninger, som Velfærdskommissionen stiller op, indleder Jørgen Goul Andersen samtalen.
- Velfærdskommissionen fremstiller det, som om den nordiske velfærdsstat er et problem, som man skal prøve at minimere skaderne af. Men det forholder sig jo lige omvendt. Meget tyder på, at den nordiske velfærdsmodel slår stort set alle andre modeller, også i en globaliseret verden. Så vi skulle hellere bruge tid på at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan. Når udenlandske forskere kommer her på besøg, så siger de: 'I har en høj tilbagetrækningsalder, høj beskæftigelse, I har undgået at få en stor gruppe af working poor. Hvad vil I mere ? Hvorfor er der overhovedet nedsat en Velfærdskommission i det hér land?', fortæller den nordjyske professor.
Han mener, at der er tale om en international politisk dagsorden, som foregår ens i alle lande, uanset om de har eller ikke har reelle problemer med en 'ældrebyrde':
- Debatten kører i alle lande, helt uden sammenhæng med, hvor store deres reelle problemer er. Lige fra USA, hvor de ældre kun udgør 30 procent af de erhvervsaktive til Spanien, hvor de udgør 65 procent.

Familieiv og arbejde
Efter at have fået slået sin hovedpointe fast, modererer Jørgen Goul Andersen sig alligevel lidt.
- Der er endnu ikke en skråsikker dokumentation for forskellene i de enkelte velfærdsmodellers evne til at håndtere globaliseringen, for det er noget, som vi først nu er ved at analysere nærmere. Men det er påfaldende, at det går så godt for den nordiske velfærdsmodel, i forhold til både den angelsaksiske model, som vi kender fra for eksempel Storbritannien og den kontinentale model, som vi kender fra især Tyskland. Og det er ikke bare på ét punkt, men på en hel række områder.
Goul Andersen remser lynhurtigt nogle af de kendetegn op, som ifølge ham giver den nordiske model nogle fordele:
- Frem for alt er det den måde, vi har indrettet os på med en stor grad af offentlig omsorg. Det betyder simpelthen, at vi får familie og arbejde til at hænge sammen, siger han.
- Oven i det kommer så, at vi får skaffet en masse servicejob, som ikke er underbetalte og dårlige job, som i for eksempel USA. Men derimod job af en forholdsvis god kvalitet og til en normal løn. Det er jo rigtigt positivt. Velfærdskommissionen bekymrer sig så meget om, hvordan man får de ufaglærte kanaliseret over i en privat servicesektor med dårlig betalte job. Men vi har jo allerede en stor servicesektor. Den er bare i offentlig regi, kommer det kontant fra den jyske professor.
Og han langer ud efter kommissionens fremskrivninger af væksten i den offentlige sektor:
- Velfærdskommissionen har en forkert forståelse af, hvad der har drevet væksten i det offentlige forbrug i de seneste årtier. Man kan ikke bare fremskrive udviklingen i det offentlige forbrug 40 år frem. For eksempel har den andel af samfundsværdierne, der går til uddannelsessystemet, samt sygehus- og sundhedsvæsenet stort set holdt sig konstant. Dét, der har fået det offentlige forbrug til at vokse ér, at man har løftet omsorgsarbejdet ud af familierne, og det er jo en udvikling , som på et tidspunkt når et mætningspunkt, fastslår Goul Andersen.
- Samtidig er der en meget stærk kønsdimension i hele denne velfærdsdebat. For udviklingen har samtidig været forudsætningen for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig har det da betydet, at der så er en større gruppe af befolkningen, der er berettiget til sociale ydelser i tilfælde af arbejdsløshed, barsel og sygdom. Det forarger mig, at man nu vil til at gøre det til et problem, kommer det skarpt fra professoren.

Et kort otium
Også den såkaldte flexcurity-model på det danske arbejdsmarked, er et eksempel på velfærdssamfundets styrker, mener Jørgen Goul Andersen.
- Det er ingen tilfældighed, at flexcurity-modellen - som indebærer, at der er en lav sikkerhed mod fyringer, men en høj økonomisk sikkerhed efter en fyring - er udviklet særlig meget her i Danmark, forklarer han.
- Det hænger sammen med den danske økonomis særtræk: vi er et land med utrolig meget nicheproduktion frem for stor tung industri. Og det kræver stor og hurtig omstillingsevne, hvad der netop er afspejlet i den særlige model for arbejdsmarkedet.
Goul Andersen mener, at regeringen og arbejdsgivere skulle tænke sig om en ekstra gang, før de afliver efterlønnen:
- De skal bare gøre sig klart, at efterlønnen er en meget vigtig brik i denne her flexcurity-model. Eller vil danske arbejdsgivere måske hellere have det som i Holland, hvor arbejdsgiverne ikke kan skille sig af med arbejdere, der er nedslidte, kommer det inkvisitorisk fra den ålborgensiske professor.
Han undrer sig i det hele taget over debatten om efterlønnen, for Danmark er et af de lande i EU, hvor arbejdere bliver allerlængst tid på arbejdsmarkedet. Samtidig har vi rekord i hele tiden at hæve denne såkaldte tilbagetrækningsalder. Og det er ifølge Jørgen Goul Andersen ikke mindst på grund af netop efterlønnen.
- Jeg føler mig provokeret af det dér billede af de golfspillende efterlønnere, som medierne ynder at sætte op. Det er altså faktuelt, at de mennesker, der går på efterløn dør væsentlig tidligere end andre mennesker. Så man må sige, at det er et kort otium, kommer det spydigt.
- Og Velfærdskommissionens påstand om, at otte ud af ti efterlønnere ville være i job, hvis ikke det var for efterlønnen, har simpelthen ingen hold i realiteterne.
Alligevel er han ikke særlig overrasket over, at Velfærdskommissionen går til angreb på efterlønnen:
- Man kan vel sige, at det var et udvælgelseskriterium for medlemmerne af Velfærdskommissionen, at de skulle være imod efterlønnen, vurderer han.
- Men det er simpelthen også udtryk for, at mange akademikere i udpræget grad mangler social forståelse. De kender ikke selv til dét at arbejde fysisk hårdt og blive nedslidt.

Offentlig velfærd bedst og billigst
For den nordjyske professor er det magtpåliggende at få punkteret nogle af de myter, som folk hører så mange gange, at de efterhånden tror på dem.
Frem for alt myten om, at vi ikke har råd til at finansiere velfærden i fremtiden. Sammen med flere økonomer har han påpeget adskillige alvorlige beregningsfejl i Velfærdskommissionens regnestykker.
Fejl, som hver især kan vende op og ned på kommissionens dommedagsprofetier.
- Selv med en god regnemodel, ville man aldrig kunne fremskrive 40 år ud i tid. Det går galt, siger han.
- Bare for at tage et eksempel: hvis man propper de nye tal for statens finanser for 2004 ind i Velfærdskommissionens regnemodel, så ryger der lige ti procent af den såkaldte forsørgerbyrde om 40 år. Og det er da helt sikkert, at der forsvinder enndu mere, hvis man propper 2005-tallene - med det nye statslige overskud på 79 milliarder kroner ind, forudser han.
- Det viser bare, at den slags beregninger er så usikre, at de ikke er interessante.
Men det er nu også selve den - såkaldte DREAM-model - som kommissionen har anvendt, det er galt med:
- Det er en meget kontroversiel model, de har valgt dér. Mange økonomer ryster på hovedet over det, fortæller Jørgen Goul Andersen.
- For bare at nævne et eksempel: Deres model har den mærkværdige egenskab, at jo højere økonomisk vækst, jo større bliver problemet med at finansiere velfærden. Det kan de fleste almindelige mennesker jo nok se, at det er hamrende ulogisk. Og det er også faktuelt forkert, fastslår velfærdsforskeren.
Men der er også andre myter, som Goul Andersen gerne vil gøre op med. For eksempel myten om, at indkomstskatten er meget høj i Danmark.
- Det passer overhovedet ikke. Danmark ligger midt i feltet i EU, hvad angår skattetryk. Vi opkræver bare skatten på en anden måde end i mange andre lande, hvor en stor del af skatten er sociale bidrag.
Men også myten om, at kollektiv velfærd er dyrt, trænger der til at blive taget et livtag med, mener Goul Andersen.
-Willem Adema, der er økonom fra OECD, har for nylig lavet en serie interessante beregninger af landenes sociale udgifter; hvad enten de betales via skatten eller som private udgifter. Og de viser, at disse sociale udgifter er forbløffende ens fra land til land- og Danmark ligger ingen lunde i top. Faktisk lå vi i 1995 en smule under USA, fortæller Goul Andersen.
- Selvfølgelig kan der være undtagelser, men for de fleste velfærdsopgaver gælder, at de udføres bedst og billigst i offentligt regi. Tag blot sundhedsvæsenet: Her er USA jo skrækscenariet, med et helt ekstremt dyrt og dårligt sundhedsvæsen, fordi det er private firmaers interesser, der driver aktiviteterne. Resultatet er, at pengene fosser ud af de offentlig kasser, siger Jørgen Goul Andersen.
Samtalen tager en lille afstikker til en snak om OECD og den neoliberale bølge, der skyllede ind over verden i 80érne.
- OECD var jo i 80érne de allerværste i forhold til at køre løs med neoliberal tankegang. Blandt andet på grund af pres fra USA, der ville have noget for pengene, forklarer velfærdsforskeren.
- Da jeg i sin tid blev udlært på universitetet grinede vi bare af Friedman og de andre neoklassikere. Vi anså det for at være kuriøse teorier fra det sidste århundrede, der havde overlevet i en osteklokke. Men pludselig blev det ophøjet til at være mainstream økonomisk visdom, husker Goul Andersen.
- Det var en nærmest chokerende oplevelse.
Han mener, at økonomisk teori i ekstrem grad er kommet til at handle om at skabe økonomiske incitamenter, altså at man skal styre folk via økonomisk pisk og gulerod.
- Og selvom den ene undersøgelse efter den anden dokumenterer, at folks økonomiske incitamenter faktisk spiller en meget lille rolle for deres opførsel, så er det ikke til at komme dén tankegang til livs. Politikerne - også de socialdemokratiske politikere - elsker 'incitament'-tankegangen, for så får de en masse knapper, de kan skrue på, mener han.

Mindsteløn i spil
Jørgen Goul Andersen taler gang på gang om, hvad der er til gavn for samfundet og samfundsøkonomien. Og det er med dét udgangspunkt, at han afviser Velfærdskommissionens forudsætninger og dagsorden som værende kunstig og fejlagtig.
Men han bliver umiddelbart svar skyldig på spørgsmålet om, hvad der så overhovedet er årsagen til, at Velfærdskommissionen alligevel stiller sine forslag om at afvikle velfærden.
Direkte adspurgt bekræfter han, at det i høj grad handler om erhvervslivets interesser og ønsket om at lave en særlig lavtlønszone.
- Velfærdskommissionen peger jo selv på den sammenhæng, at nedskæringer i de sociale ydelser vil føre til, at mindstelønnen sænkes. Det er klart, at det er i erhvervslivets interesse. Men det er ikke i samfundets interesse. Hvis vi åbner for den her udvikling, så vil der opstå en stor gruppe af 'working poor', og den sociale ulighed vil vokse meget kraftigt, lyder det advarende fra professoren.
- Det vil få store konsekvenser for samfundets sammenhængskraft.
I det hele taget kunne Jørgen Goul Andersen godt tænke sig, at debatten om velfærdssamfundets fremtid kom til at dreje sig om helt andre ting, end dem, som Velfærdskommissionen har sat op. For eksempel en debat om, hvordan vi forvalter de enorme formuer, der er i Danmark.
- Der er så ufattelig mange penge lige i øjeblikket, og faren er, at disse enorme formuer ødsles væk til ingenting, frem for at blive sikret for eftertiden, indleder han.
Som et eksempel nævner Goul Andersen de nye fund af olie i Nordsøen.
- Der er tale om en rigdom, som vi uventet får adgang til, og som kan være væk igen efter en kort årrække. Men hvordan sikrer vi, at disse værdier bliver brugt til at skabe velfærd for i fremtiden? Det sker ikke. For at sige det lige ud: det er simpelthen uansvarligt at brænde en så kolossal olieformue op på få år.
Goul Andersen mener, at Danmark burde gøre som Norge, der hensætter de mange oliemilliarder i en særlig oliefond, hvor de kan gemmes til tider, hvor der er mere brug for dem.
- Det var sådan nogle problemer, som Velfærdskommissionen burde have peget på, mener han.
Så løber tiden ud, for Jørgen Goul Andersen er en travl mand, der ofte tager natten med for at blive færdig med sit arbejde.
Nok kunne Fogh-regeringen åbenbart ikke bruge ham i sin Velfærdskommission. Men det er der heldigvis mange andre, der kan.