Prisen på rent drikkevand risikerer at stige med 2200 kroner for en familie på fire i København, hvis regeringen gennemfører liberalisering
Dansk Industri og store danske firmaer som Carl Bro A/S og Krüger A/S gnider sig i hænderne ved udsigten til, at regeringen til foråret vil åbne dørene for profit på vand.
Til gengæld kan vandregningen hurtigt blive dyr for hr. og fru Jensen. Det viser udregninger fra Københavns Kommune, som Arbejderen er i besiddelse af.
Kort før jul fik københavnerne en lille forsmag på, hvad der står på spil, når politikerne slipper tøjlerne og prisen på vand slippes løs.
Ejeren af den københavnske vandforsyning, KE Energi A/S havde foreslået at prisen på rent drikkevand blev hævet med 40 procent og prisen for at få renset sit spildevand skulle hæves med 62 procent - en samlet prisstigning på i alt 2200 kroner for en familie på fire.
I elvte time lykkedes det dog for de folkevalgte politikere at forhandle sig frem til at prisstigningerne 'kun' skal stige ti procent.
Winnie Berndtson, der netop er gået af som miljø- og forsyningsborgmester i København, advarer mod at regeringens liberalisering af vandsektoren vil føre til at selskaberne vil presse prisen til det yderste.
- Kort fortalt vil regeringen afskaffe hvile-i-sig-selv princippet. I stedet skal indføres et nyt 'prisloft'. Det er et misvisende navn. For selvfølgelig er prisen på vand allerede i dag reguleret, fordi kommunerne skal dokumentere at de kun tager den pris for vandet, som det rent faktisk koster at producere og transportere vandet. Det er den mest effektive regulering der kan tænkes, siger hun til Arbejderen.
- Det 'prisloft', som nu skal komme i stedet, betyder at man vil indføre den samme model som da man liberaliserede elsektoren. Erfaringerne fra elområdet viser, at elselskaberne tager den maksimale pris for strømmen som de kan komme til, konstaterer Winne Berndtson.
I dag er hun løsgænger og medlem af Københavns Borgerrepræsentation`s Teknik- og Miljøudvalg.
Ligesom der er oprettet et Energitilsyn i elsektoren, lægger regeringen op til, at oprette en slags vandtilsyn som skal sikre, at priserne ikke løber løbsk efter liberaliseringen.
Men oprettelsen af Energitilsynet har vist sig at være en tandløs størrelse uden reel mulighed for at gribe ind overfor de voldsomme prisstigninger på el, advarer Winnie Berndtson:
- Et tilsyn kan ikke spille rollen som den myndighed der skal holde priserne i ro, hvis regeringen på forhånd har fastlagt nogle spilleregler, der gør det lovligt at tjene penge på vand og el. Der er ingen logik i at overføre erfaringer fra energisektoren på vand og spildevand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278