Mere medlemsdemokrati og større indflydelse til lokalafdelingerne. Det skal FOA`s ekstraordinære kongres i Aalborg være med til at bane vejen for
Forbundet Fag Og Arbejde, FOA, ønsker en ny struktur, der kan bære i mange år frem.
Det forudsætter et stop for medlemsflugten og øget medlemsindflydelse, der skal udmøntes gennem mere selvbestemmelse i lokalafdelingerne. Således lyder det forud for FOA`s ekstraordinære kongres, som åbner i dag i Aalborg.
Her skal mere end 600 delegerede tage stilling til fem overordnede principper, nye forbundslove og forslag til principper for en ny afdelingsstruktur. Sidstnævnte for at gøre FOA i stand til at optræde med stærke lokale fagforeninger i de nye større kommuner fra 1. januar 2007.
Udsigten til, at lokalafdelingerne kan træffe flere beslutninger tættere på medlemmerne, glæder Kristian Gaardsøe, formand for FOA Aalborg.
- Vi får mulighed for at få vores eget særkende og tilpasse vores lokale struktur til medlemmerne og det område vi bor i, siger han til Arbejderen.
Også Palle Nielsen, formand for FOA`s Social- og Sundhedsafdeling i København, ser frem til at få lagt flere beslutninger ud lokalt og på den måde bringe 'medlemmerne i centrum'.
Han forudser dog, at den sværeste øvelse bliver, at få fællesskabets interesser til at gå hånd i hånd med ønsket om øget indflydelse til det enkelte medlem.
- Vi favner jo en mangfoldighed af medlemmer, både aldersmæssigt og fagligt. De har vidt forskelligt syn på fagforneingen. De ældre hjemmehjælpere betragter fagforneingen som noget man automatisk er medlem af. Det forholder sig helt anderledes med de unge medlemmer. De lader sig ikke bare organisere, siger Palle Nielsen.
- Vi skal have fat på de unge medlemmer. Men vi gør ikke det her kun for de unges skyld. Vi gør det for alle medlemmerne, lyder det bestemt.
Palle Nielsen forventer en problemfri kongres. Der skal ikke tages beslutninger, der vedrører de kommende overenskomstforhandlinger.
Det var ellers hvad forbundsformand Dennis Kristensen signalerede tidligere på ugen, da han gav Politiken et eksempel på øget indflydelse til medlemmerne.
- Hvert enkelt medlem skal føle og fornemme, at de har indflydelse på deres lokale arbejdsforhold. Derfor skal vi indrette os på, at centrale dele af overenskomsterne skal aftales lokalt ude på det enkelte sygehus eller plejehjem - og at overenskomsterne kan være meget forskellige fra den ene børnehave til den næste.
Palle Nielsen kan dog sagtens forestille sig at der vil blive stillet spørgsmål til denne udtalelse på kongressen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278