Annemette Hommel slipper for straf fordi hun fik besked på at ¤¤skrue bissen p夤 af sine overordnede. Spørgsmålet er, om de skal straffes i stedet...
Ved tre afhøringer i marts, april og juni 2004 blev tilfangetagne irakiske civile tvunget til at fastholde en smertefuld stilling på knæ med rank ryg. Imens blev de kaldt for hunde, hundelorte, mænd uden pik eller svin.
Den slags forhørsmetoder har repræsentanter for det danske militær nu dom for at de har udført.
Københavns Byret kendte i går efterretningsofficer Annemette Hommel sammen med fire militærpoliti-sergenter, der også deltog i afhøringerne, skyldige i pligtforsømmelse og for ikke at have behandlet civile med respekt og værdighed, sådan som Genevekonventionen foreskriver.
Konkret fandt retten det bevist, at Annemette Hommel og militærpoliti-sergenterne tvang fangerne til at sidde på knæ med rank ryg.
Annemette Hommel blev også dømt for at have kaldt fangerne for 'svin' og 'pikhoved'. Herudover blev de fire militærpoliti-sergenter dømt for at have nægtet toiletbesøg og nægtet at udlevere tæpper og vand mens de ventede på at blive afhørt.
Alligevel får de fem ingen straf. Københavns Byret fastslår nemlig, at det er en formildende omstændighed, at Hommel '...flere gange henvendte sig til sine foresatte og til den militærjuridiske rådgiver med henblik på at opnå vejledning om reglerne for håndtering af tilbageholdte, herunder præcisering af, hvor langt hun kunne gå under udspørgningerne... uden at hun modtog specifikke svar herpå...', fastslår dommeren i sin 161 sider lange dom.
Desuden havde Hommel fået besked på at '...tilgangen til de lokale ofte bør være af en mere kontant (hårdere) facon, end den vi underviste jer i' af Forsvarsakademiet, der også opfordrede hende til at '...skrue bissen på for at få noget ud af dem'.
- Ansvaret skal placeres så højt oppe i systemet som muligt, for det er de militære chefers ansvar, at alle soldater sendt i krig er i stand til at varetage opgaven uden slinger i valsen. Det bør være sådan, at man ikke sender hvem som helst i krig, fastslår SF`s Holger K. Nielsen i anledning af dommen.
Dommen melder ikke noget om, hvor vidt Hommel`s overordnede skal straffes i stedet.
Det var også en formildende omstændighed, at Hommel 'befandt sig i en vanskelig situation, idet hun på den ene side havde pligt til at udspørge de tilbageholdte irakere med så godt resultat som muligt af hensyn til sikkerheden for de danske styrker i Irak, hvorimod hun på den anden side havde pligt til at behandle de tilbageholdte med respekt og værdighed...'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278