Finn Sørensen opfordrer til at bekæmpe en lovændring, som forbyder eksklusivaftaler og advarer LO forbundene mod at skrive aftalerne ud af overenskomsterne
af Hans Brinkmann, Fagligt Ansvar
- Det er en ren politisk dom, hvor et flertal af landene bag konventionen forsøger at gennemtvinge et forbud i Danmark, siger Finn Sørensen fra Fagligt Ansvars sekretariat om sidste uges afgørelse ved den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg.
- Det ses klart af begrundelsen, som er, at der i de fleste af landene bag konventionen ikke eksisterer eksklusivaftaler. Derfor mener domstolen ikke, at der længere er brug for den slags aftaler, for at sikre fagbevægelsens rettigheder. I dommen henvises der også til, at udviklingen på det europæiske arbejdsmarked gør, at det er tid at opgive eksklusivaftaler - og det er jo slående, når man ser på, at fagforeningernes medlemstal er gået voldsomt tilbage i de fleste europæiske lande, siger Finn Sørensen, og fortsætter:
- Men det er måske ikke så mærkeligt, at et flertal af dommerne mener, at det ikke er noget problem at afskaffe eksklusivaftalerne i Danmark, når de ikke eksisterer i deres eget land.
Ikke brud på menneskeret
Finn Sørensen afviser, at eksklusivaftaler er et brud på menneskeretten:
- Det er ikke et indgreb i den personlige frihed. Ingen bliver tvunget til at arbejde på en arbejdsplads med eksklusivaftaler, især ikke i en situation, hvor de kun findes på en lille del af arbejdsmarkedet. Eksklusivaftaler er tværtimod en beskyttelse af den enkeltes rettigheder over for arbejdsgiveren. Rettighederne er sikret i overenskomsten, og overenskomsten står stærkere, når alle på arbejdspladsen er medlem, siger han.
Europæisk udvikling
Dommen er en skærpelse af fortolkningen af artiklen om foreningsfrihed (artikel 11, se box), mener Finn Sørensen.
- Domstolen har tidligere afvist klager over eksklusivaftaler med henvisning til, at der ikke står noget i paragraffen om frihed til at stå uden for et fællesskab, altså den negative foreningsfrihed så at sige. Dommen er en klar skærpelse af indholdet i artikel 11, man tolker en ret ind i artikel 11 som ikke står der. Dermed retter dommerne i virkeligheden ind efter EU`s formuleringer i det sociale Charter, hvor der tales om retten til ikke at være organiseret, siger Finn Sørensen.
Men dermed er dommen også helt i overensstemmelse med den liberalistiske tidsånd, mener han:
- Individets rettigheder sættes højere end fællesskabets. Det er i orden at sætte egen interesse over fællesskabet. Det er i orden at stå uden for og lade være med at bidrage til det fællesskab, som sikrer ens rettigheder. Det er med til at understøtte illusionen om, at man på egen hånd kan sikre sine rettigheder over arbejdsgiverne, siger han.
Stadig lovligt
Finn Sørensen slår fast, at så længe Folketinget ikke har forbudt eksklusivaftaler, så er de gældende, og det er lovligt at indgå nye:
- En lovgivning, der forbyder dem, vil være et indgreb i foreningsfriheden, og et indgreb i vores og arbejdsgivernes ret til selv at aftale spillereglerne for overenskomsterne. Hvad bliver det næste, vi ikke må forhandle og indgå aftaler om? Det er en ringe trøst, at der i øjeblikket ikke er flertal i folketinget, fordi Dansk Folkeparti kræver, at så skal eksklusivaftaler også forbydes i det liberale erhverv. Det vil også være et indgreb i foreningsfriheden, så det må vi vende os imod. Rent bortset fra det, betyder nogle af disse foreninger - for eksempel for læger og advokater - at samfundet har noget styr på hvad der foregår i de pågældende erhverv, siger han.
Ingen fiflerier
LO formand Hans Jensen har sagt, at han tager dommen til efterretning, og at arbejdsmarkedets parter nu må tage højde for den i overenskomsterne, men det advarer Finn Sørensen imod:
- Det er fagbevægelsens opgave at forsvare foreningsfriheden og aftaleretten. Det er ikke vores opgave at forhandle brud på disse rettigheder.
Selvransagelse
Selvom Finn Sørensen ikke mener, at domstolens afgørelse skal omsættes til dansk lovgivning, mener han alligevel at den kalder på selvransagelse i fagbevægelsen:
- Når det er kommet så vidt, bliver vi nød til at gribe i egen barm. De gule fagforeninger har fået alt for meget medvind. Det gør selvfølgelig indtryk på borgerlige dommere. Jeg synes, de gule fagforeninger har fået for let spil. Noget af deres kritik af den etablerede fagbevægelse for at være partipolitisk, betonagtig og sløse med medlemmernes penge er jo rigtig, selvom formålet med deres kritik kun er at splitte sammenholdet. Derfor kan dommen også få konsekvenser i form af medlemstilbagegang - vel at mærke, hvis vi ikke lever op til det vi skal som fagbevægelse, nemlig sikre forbedringer af medlemmernes løn og arbejdsforhold.
- Det kraftige frafald i LO forbundene skyldes delvis, at vi ikke gør det godt nok. Hvis den her sag kan føre til en langt mere dybtgående diskussion og selvransagelse i LO forbundene, så kan der komme noget godt ud af noget skidt, siger Finn Sørensen.
Artiklen er sakset fra www.fagligtansvar.dk
Artikel 11
Artikel 11 Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af statens væbnede styrker, politi eller forvaltning lovlige indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder.
Kilde: Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention (1950)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278