Danske stewardesser har intet imod at arbejde sammen med kinesisk kabinepersonale. De skal bare have overenskomst.
Det danske kabinepersonales fagforening, CAU, vil ikke acceptere, at SAS erstatter 40 danske stewardesser med 35 kinesiske - uden overenskomst.
Står det til ledelsen i SAS, sker det til marts, efter at kineserne har gennemgået den uddannelse, de begyndte på i sidste uge på SAS Flight Academy på Amager.
- Vi hverken kan eller vil acceptere, at SAS ansætter kabinepersonale uden overenskomst, eller på andre overenskomster end dem, der i forvejen eksisterer i SAS, siger formanden for det danske kabinepersonale Verner Lundtoft Jensen til Arbejderen.
Fagforeningen har derfor forlangt, at de kinesiske stewardesser skrives ind i de overenskomster, som CAU har indgået med flyselskabet sammen med de norske og svenske søster-organisationer.
SAS har indtil videre afvist kravet og administrerende direktør Susanne Larsen holder på, at de nye stewardesser er ansat i et kinesisk selskab og derfor skal aflønnes efter kinesiske forhold. En kinesisk stewardesse er således ansat til 10.000 kroner om måneden, mens en dansk koster 50.000 kroner, når der medregnes udgifter til uniformer og overnatninger på hotel.
SAS-ledelsen afviser, at det er udsigten til en besparelse i nærheden af 20 millioner kroner, der driver selskabet. Lasse Lindgreen, chef for flyselskabets langruter, siger, at ansættelsen af de kinesiske stewardesser derimod sker for at kunne yde bedre service til det stigende antal kinesere, der rejser på SAS-ruterne til og fra Kina.
- De får den løn, som vi betaler folk i Kina. Ingen får samme løn som danskerne. Heller ikke svenskerne eller nordmændene, siger han til Berlingske Tidende.
For Verner Lundtoft Jensen er der ingen tvivl om, at SAS er i fuld gang med at eksportere skandinaviske arbejdspladser til lavtlønslande. Men det bliver ikke uden sværdslag fra fagforeningens side, garanterer han.
CAU-formanden gør opmærksom på, at fagforeningens modvilje mod SAS` Kina-projekt intet har med modvilje mod udenlandske kolleger at gøre.
- Allerede i foråret 2005 sagde vi ja til, at SAS kunne ansætte kinesisk kabinepersonale på den betingelse, at de blev omfattet af vores overenskomst. Vi opfordrede samtidig SAS til at undersøge markedet i de nordiske lande, hvor vi ved, at der opholder sig mange kinesere. For os at se var her en oplagt mulighed for at hjælpe en gruppe unge kinesere fri af forældrenes grillbarer og dermed give integrationen en hånd med på vejen, forklarer Verner Lundtoft Jensen.
Der er aftalt møde mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Funktionær og Tjenestemændenes Forbund i morgen. De skal på vegne af SAS og kabinepersonalets fagforening forsøge at finde en løsning på konflikten, der truer med at lamme SAS med strejker i foråret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278