Danmark støtter, at Irans atomprogram indbringes for FN`s Sikkerhedsråd, siger Anders Fogh Rasmussen
Kommer Irans atomprogram op i FN`s Sikkerhedsråd, vil den danske regering formentlig følge i hælene på USA.
Det blev ikke sagt direkte, men statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede, at tiden nu er kommet til at bringe sagen op i Sikkerhedsrådet, hvor Danmark har sæde i endnu et år.
Erklæringen faldt på statsministerens ugentlig pressemøde efter mandagens fortrolige møde mellem de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet samt Tyskland.
Mødet havde til formål, at få Rusland og Kina med på vognen og indbringe Iran for FN. De har hidtil talt for en diplomatisk løsning af striden frem for USA`s konfrontationskurs.
USA har i årevis anklaget Iran for at benytte sit atomprogram til at udvikle atomvåben og unddrage sig Det Internationale Atomvåbenagenturs kontrol. USA har presset på for at få atomagenturet til at indbringe Irans atomprogram for FN for at få gennemført internationale sanktioner mod landet.
Iran afviser anklagerne og siger, at atomprogrammet udelukkende har fredelige hensigter.
Sagen kommer op i agenturets ledelse den 2. og 3. februar. Her håber Storbritannien, Tyskland, Frankrig og USA, at ledelsen vil sende i Iran i Sikkerhedsrådet.
Ifølge det britiske dagblad Financial Times er EU-diplomater fortrøstningsfulde, når det gælder Ruslands støtte.
Der er til gengæld usikkerhed om Kinas position, og foreløbig har landet ikke offentliggjort sin holdning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278