17 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO dropper eksklusivaftaler

LO dropper eksklusivaftaler

Onsdag, 18. januar, 2006, 00:00:00

LO accepterer, at man ikke må have eksklusivaftaler i overenskomsterne. Det er alt for defensivt, mener formand for byggefagene i København

LO vil ikke længere insistere på, at ansatte på en arbejdsplads skal være medlem af en fagforening.
Det fastslår LO`s daglige ledelse efter et møde i går. På dagsorden var sidste uges afgørelse ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor eksklusivaftalerne i de danske overenskomster blev erklæret for at være i strid med menneskerettighederne.
- Vi tager dommen til efterretning og har besluttet, at vi ikke vil føre sager, hvis der nu er medlemmer, som på baggrund af dommen melder sig ud, siger LO-formand Hans Jensen.
Han opfordrer Folketinget til hurtigst muligt at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med dommen fra Menneskerettighedsdomstolen.
Det er en alt for defensiv holdning, lyder reaktionen fra Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.
- Det er beklageligt, at Menneskrettighedsdomstolen har valgt at sætte den enkeltes frihed over de kollektive rettigheder, siger Anders Olesen til Arbejderen.
Han mener dog ikke, det tjener noget formål at kaste sig ud i en kamp mod domstolen.
- Vi må leve med dommen. Men samtidig må vi i gang med at genforhandle de aftaler, vi har med arbejdsgiverne, hvor de nuværende eksklusivaftaler ophører med at gælde. Vi må fortælle arbejdsgiverne, at det stadig er vores intention, at såvel arbejdsgivere som ansatte er organiseret, siger Olesen.
Han har ingen forventninger om, at det kan lade sig gøre at overbevise alle om, at de skal være organiseret. Slet ikke dem, der vælger fagforeningen fra af ideologiske grunde.
- Derimod tror jeg på, at vi vil kunne få fat på en del af dem, der afviser medlemskab med, at det er for dyrt. Vi skal bare i offensiven, gøre fagbevægelsen synlig, så folk oplever, at vi er til for at varetage deres interesser, slutter Anders Olesen.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen meddelte i går, at de første lovforslag om afskaffelse af eksklusivaftalerne vil være klar til behandling om et par uger. De vil omfatte aftalerne for lønmodtagere på det private arbejdsmarked. Om et par måneder vil regeringen også fremsætte lovforslag, der forbyder eksklusivaftaler for selvstændige.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland