16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Østarbejdere lades i stikken

Østarbejdere lades i stikken

Torsdag, 19. januar, 2006, 00:00:00

Mere end 1300 østeuropæere arbejder uden overenskomst hos danske arbejdsgivere. Det er op til den ansatte selv at sikre, at aftaler bliver overholdt

Hver fjerde østarbejder i Danmark arbejder hos en uorganiseret arbejdsgiver, viser en undersøgelse lavet af Ugebrevet A4.
A4 har kortlagt samtlige 5.286 arbejdstilladelser, som Udlændingestyrelsen har givet i perioden 1. maj 2004 til 1. august 2005, altså siden EU-udvidelsen.
Problemet med uorganiserede arbejdsgivere er størst på det såkaldte grønne område, der omfatter landbrug, skovbrug, gartnerier, plantager og minkfarme. Her er hele syv ud af ti arbejdsgivere uden overenskomst eller kontakt til det organiserede arbejdsmarked.
Det er samtidig det område, hvor flest østeuropæere har fundet job siden østudvidelsen. Det gælder for over halvdelen af samtlige østarbejdere. Heraf har 1.147 været overladt til sig selv hos uorganiserede arbejdsgivere med stor risiko for at blive udnyttet, underbetalt og snydt for rettigheder som pensionsindbetalinger, overarbejdsbetaling og lønstigninger, påpeger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i 3F`s Grønne Gruppe, overfor Ugebrevet.
Ganske vist har arbejdsgiveren for at få den nødvendige arbejdstilladelse skrevet under på at arbejdet foregår efter dansk overenskomst - eller hvad der svarer dertil.
Men det er langt fra nogen garanti for, at det forholder sig sådan i virkeligheden, mener Morten Fischer-Nielsen. Han har en grim fornemmelse af, at alt ikke nødvendigvis er i orden på de små ikke overenskomstdækkede arbejdspladser indenfor hans område.
- Det er vores indtryk, at der nogle gange er tale om to sæt arbejdsaftaler. Den der er blevet godkendt, da arbejdstilladelsen skulle gives, og en anden, som gælder ude på arbejdsstedet, siger han til Ugebrevet A4.
Problemet er ifølge forhandlingssekretæren, at ingen af arbejdsmarkedets parter kan følge op og kontrollere om forholdene er i orden, fordi arbejdsgiveren har valgt at 'stå udenfor'. Det går ud over de ansatte.
- En dansker ved nogenlunde, hvordan rettighederne er, men det gør en udlænding uden sprogkundskaber og baggrundsviden om det danske arbejdsmarked ikke. Derfor er det kun i de mest grelle tilfælde, at vi hører noget, siger Morten Fischer-Nielsen.
Den bedste sikkerhed for de østeuropæiske landarbejdere er efter hans mening overenskomster. Det vil i det mindste give mulighed for at tjekke forholdene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland