Dødsulykke koster nedbrydningsfirma 45.000 kroner i bøde. Latterlig lille straf, mener faglig sekretær i 3F Aalborg
Det er en skandale, at firmaet JK Nedbrydning kun får en straf på 45.000 kroner i bøde for en dødsulykke sidste år, mener faglig sekretær i 3F Aalborg Niels Christian Rasmussen.
Men det er hvad retten i Aalborg, lige har idømt nedbrydningsfirmaet for at have overtrådt sikkerhedsbestemmelserne ved en nedrivningsopgave i Støvring. Under arbejdet døde en 31-årig mand, der af Aalborg Kommune var sendt i aktivering ved JK Nedbrydning.
- Vi taler om en ung arbejdsløs mand, der var sendt i aktivering, og hvor han for første gang prøver kræfter med nedrivningsarbejde. Han havde aldrig prøvet dette arbejde før, og han havde ikke fået nogen form for instruktion i nedbrydningsarbejde. Jeg er stærkt utilfreds med, at et menneskeliv kun koster 45.000 kroner. Straffen skulle have været mange gange større og kommunen skulle også have været stillet til ansvar, siger Niels Christian Rasmussen til Arbejderen.
Siden dødsulykken har Aalborg Kommune strammet op på reglerne. Men nedbrydningsfirmaet har ikke mangel på billig arbejdskraft. I dag får JK Nedbrydning aktiverede fra andre kommuner, påpeger Niels Christian Rasmussen.
- Firmaet får nu folk fra oplandskommunerne. Så hjælper det ikke noget at Aalborg Kommune strammer op. Der skal gribes ind over for kommunerne. Ellers sker der ikke noget, siger den faglige sekretær.
Også i Højreby Kommune på Lolland kan det være farligt at bede om kontanthjælp. Arbejdsløse kan risikere at blive sendt på nedrivningsarbejde i en kommunal ruin, uden ordentligt arbejdstøj, rimelige arbejdsforhold og uden ordentlig instruktion, skriver 3F nyhedsbrevet.
- Nedbrydningsarbejde bør varetages af professionelle fagfolk. Det er noget af det mest farlige arbejde der findes. Men her manglede lys, afstivning og arbejdstøj, og de aktiverede var ikke instrueret i arbejdet, siger faglig sekretær Tommy Christensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278