17 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejke i Hørning

Strejke i Hørning

Mandag, 30. januar, 2006, 00:00:00

Kartonnagearbejderne på Smurfit-Neopac strejker. De er harme over, at ledelsen ikke vil forhandle fratrædelsesgodtgørelse

'Vi opfordrer den øverste ledelse ved Smurfit-Neopac til at udvise ansvarlighed og sikre, at der bliver indledt nogle reelle forhandlinger, som medfører udbetaling af en godtgørelse til de fyrede kolleger.'
Sådan slutter de strejkende på Smurfit-Neopac i Hørning en udtalelse, der forklarer, hvorfor de torsdag middag valgte at nedlægge arbejdet.
- De mener ikke, at ledelsen har vist spor interesse for at gå ind i forhandlinger om en godtgørelse til de syv personer, som ikke fik tilbudt overflytning til fabrikken i Randers. Da ledelsen den 16. november sidste år meddelte, at afdelingen i Hørning skulle lukke den 3. februar, bad tillidsreræsentanterne om, at de forhandlinger gik i gang, siger Jan Guldman, formand for 3F Grafisk Randers.
Heller ikke henvendelse fra forbundet 3F på foranledning af Jan Guldman fik ledelsen til forhandlingsbordet. Da de ansatte for nylig så et referat, hvori ledelsen endnu engang afviste at betale aftrædelsesgodtgørelse til kollegerne, hvoraf nogle har lagt op til 16- 17 år på fabrikken, var det den bekendte dråbe.
- Det her drejer sig jo ikke om millionbeløb, og jeg kan høre på medlemmerne, at de især er harme over, at ledelsen end ikke vil være med til at drøfte spørgsmålet, siger Guldman til Arbejderen.
Han har for døve øren opfordret sine medlemmer til at genoptage arbejdet. De mødes først igen mandag morgen.
- Vi har svært ved at forstå ledelsens handlemåde og vil selvfølgelig anbefale, at den følger de strejkende kollegers opfordring til at indlede reelle forhandlinger, siger Jens Hammer, tillidsmand på Smurfit-Neopac i Randers.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland