Regeringen har afsat ti millioner kroner til at kortlægge Østblokkens indflydelse på danske politikere under Den Kolde Krig
Vejen er nu banet for endnu en undersøgelse om Danmark under Den Kolde Krig. Regeringen og Dansk Folkeparti er netop blevet enige om at formulere forskernes arbejdsopgave. Der lægges ikke fingre imellem: Den nye undersøgelse skal '...klarlægge aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet, herunder østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere', skriver regeringen og Dansk Folkeparti i deres aftale.
Efter fire års studier udkom i juni sidste år en 2350 sider lang udredning fra Dansk Institut for Internationale Studier. Men den er blevet kritiseret af regeringen og Dansk Folkeparti, fordi den kom frem til at truslen fra øst ikke var overvældende under Den Kolde Krig.
Derfor søsættes nu en ny undersøgelse. Denne gang er der ikke tale om et uafhængigt projekt. Forfatterne til den nye undersøgelse skal melde direkte tilbage til videnskabsministeren. Der er afsat i alt ti millioner kroner over de næste tre år til at besvare de borgerlige partiers spørgsmål.
I forbindelse med det nye forskningsprojekt nedsættes et nyt center, der skal placeres under Forsvarsministeriet ved Forsvarsakademiet.
- Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen og Dansk Folkeparti har valgt at forankre det nye forskningsprojekt om Den Kolde Krig tæt på Forsvarsministeriet og uden inddragelse af de brede forskningsmiljøer, som har ekspertise i dette område. Hermed har regeringen og Dansk Folkeparti formodentlig sikret sig et resultat af forskningen, som de kan være tilfredse med. Til gengæld er troværdigheden helt væk, konstaterer Per Clausen, forskningsordfører for Enhedslisten.
Men videnskabsminister Helge Sander er glad for sin nye aftale:
- Der er stor interesse for forskning i Den Kolde Krig, og med vores udmøntning af finanslovsbevillingen har jeg en positiv forventning om, at vi kan holde erindringen om denne periode levende, fastslår han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278