20 Mar 2025 2:46:09

KBH: Let skyet, 10 °C

OK-krav fra skifteholdsarbejdere

OK-krav fra skifteholdsarbejdere

Tirsdag, 31. januar, 2006, 00:00:00

Underskriftsindsamling skal sætte gang i debatten om skiftehold op til OK 2007

Skifteholdsarbejderne har ikke for vane at komme forrest i køen, når kravene til overenskomsterne skal indfries.
Selvom generne ved skifteholdsarbejde og arbejde på ubekvemme tidspunkter er velkendte og veldokumenterede, så er det endnu ikke lykkedes at skabe den fokus på problemet, som kan føre til radikale ændringer på arbejdsmarkedet. Står det til deltagerne på skifteholdskonferencen i lørdags, så skal det laves om, når forhandlingerne om fornyelse af overenskomsterne går i gang i 2007.
- Nu skal vi have diskussionen ud på arbejdspladserne og samtidig sende et signal til vores forhandlere, siger Anders Laubjerg, formand for Dansk Metal afdeling 1, der stod som medarrangør af konferencen.
Som hjælp til at få sat gang i debatten skød konferencen en underskriftsindsamling i gang. Den løber april måned ud, og planen er, at resultatet af indsamlingen skal overrækkes til chefforhandlerne for CO-Industri i maj måned.
En af de knap 130 konferencedeltagere, der nu skal i gang med at diskutere med kollegerne, er Lene Nielsen, tillidsrepræsentant på Faber på Fyn.
- Der er vist ingen, der forventer, at man kan afskaffe alt skifteholdsarbejde. Men man kan forsøge at gøre generne mindre, siger hun til Arbejderen.
På den fynske virksomhed, der fremstiller solafskærmning, arbejdes der både i to- og tre-holds skift. Lene Nielsen er da også bekendt med mange af de problemer, som skifteholdsarbejde fører med sig. Alligevel kom der oplysninger frem på konferencen, som overraskede hende.
- Læge Thora Brendstrup kunne fortælle, at har du været på natarbejde og sætter dig bar rattet i en bil, så skal du være opmærksom på at din reaktionsevne svarer til at have en promille på 0,8, siger Lene Nielsen.
Også Maibritt Jensen, fællestillidsrepræsentant ved Egmont Magasiner A/S, har tænkt sig at tage snakken op med kollegerne.
- Det jeg hører er, at jo ældre man er, jo værre er det at passe et natarbejde. Og jeg kender da eksempler på, at folk med natarbejde har problemer med at sove.
Set i lyset af at flere og flere kommer i arbejde på forskellige tider af døgnet, synes Majbritt Jensen, det er ekstra vigtigt at få gjort noget ved vilkårene for skifteholdsarbejdere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland