19 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

S siger ja til skattestop

S siger ja til skattestop

Tirsdag, 31. januar, 2006, 00:00:00

Flere af de ledende socialdemokrater, som har kritiseret partiets kovending i skattepolitikken, stikker nu piben ind

Som ventet fremlagde Sociademokratiets formand Helle Thorning-Schmidt i lørdags et skatteudspil, der accepterer VC-regeringens skattestop.
Skattestoppet bliver dog pyntet med løfter, som skal gøre det mindre ulighedskabende. Det drejer sig om :
* Stop for prisforhøjelser på børnepasning og kollektiv trafik.
* Huslejerne i det almennyttige boliger skal sættes ned. Pengene hertil skal blandt andet komme fra lejerne selv, nemlig fra Landsbyggefonden.
Samtidig åbner partiet for, at de økonomiske håndjern på kommunerne, skal løsnes lidt. Konkret skal vækstrammen for kommunerne øges fra i dag en halv procent, til at være én procent. Men kommunerne vil fortsat ikke kunne hæve kommuneskatten.
Helle Thorning-Schmidt åbner også en dør på klem for, at der senere kan laves en skattereform, der omfordeler skattebyrden fra arbejdskraft til boliger.
Imidlertid vil en reform kun blive gennemført, hvis Venstre eller de Konservative også stemmer for forslagene. V og C har altså reelt vetoret.
Partiets hovedbestyrelse fik kun tre timer til at se på skatteudspillet, inden det skulle lægges frem for pressen.
Alligevel vælger en del af de ledende socialdemokrater, der har kritiseret partiets højresving, at stikke piben ind og forsvare skattestoppet.
- Denne gang sluger vi fremgangsmåden. Vi må se at få lavet noget politik og stoppe al fnidderiet, siger Elise Pedersen, der er amtsformand for Socialdemokraterne på Fyn, ifølge Jyllands-Posten.
Kritikken af skattestoppet er dog langt fra forstummet fra fagbevægelsen og en række socialdemokratiske borgmestre.
- Hvordan skal vælgerne se forskel på Venstre og Socialdemokratiet, spørger Erik Nielsen(S), der er borgmester i Rødovre.
Men finansordfører Henrik Sass Larsen mener tværtimod, at skattestoppet gør forskellen mellem regeringen og socialdemokraterne meget tydeligere.
- Nu kan vi få en en ren diskussion og stille et klart valg op, hvorvidt pengene skal bruges på velfærd eller skattelettelser, forklarer han.
Dennis Kristensen, der er formand for FOA afviser også skatteudspillet.
- I år taber de offentlige kasser mere på skattestoppet og regeringens tidligere skattelettelser, end efterlønnen koster, siger han.
- Det er uansvarligt at starte med at begrænse skatteindtægterne og slutte med at skaffe penge til fremtidens velfærd. Det er simpelthen en bagvendt fremgangsmåde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland