14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alm. Brand fyrer nazist

Alm. Brand fyrer nazist

Onsdag, 01. februar, 2006, 00:00:00

Nazister, der har stået frem i TV2 Østjylland, risikerer fyring. LO-formand kalder nazi-fyring modig

Nazister, der bliver afsløret som nazister i medierne, får det svært på arbejdspladsen. I sidste uge blev nazisten Michael Verner Larsen fyret fra sit job hos forsikringsselskabet Alm. Brand.
Det skete efter, at flere kunder havde ringet til forsikringsselskabet for at give udtryk for, at de ikke ville betjenes af en nazist. Nu skal direktøren i shipping-firmaet Greenship Denmark på havnen i Århus forholde sig til, om hans firma kan holde til at have nazisten Mikael Grubert ansat.
Grubert har i flere år tilhørt inderkredsen af Dansk Front og White Pride. Det fremgår af flere medier som blandt andet Ekstra Bladet, TV2 Østjylland og Århus Stiftstidende.
Direktøren, Karl Erik Andersen, bryder sig ikke om at have en nazist ansat, men på den anden side mener direktøren ikke, at det er tilstrækkeligt bevist, at Mikael Grubert er nazist. Grubert benægter det nemlig selv.
Michael Grubert har, som flere andre medlemmer af Dansk Front og White Pride, en fortid i Dansk Folkepartis Ungdom. Grubert var med i ledelsen i Århus Amt, men røg ud samtidig med, at flere medlemmer blev ekskluderet på grund af fast tilhørsforhold til White Pride og Dansk Front.
Flere virksomheder som Århus Stiftstidende har snakket med, ville ikke bryde sig om at have en nazist ansat. Men om de ville gå samme vej som Alm. Brand, er mere tvivlsomt.
Hos entreprenørfirmaet Jorton ville direktør Gunner Holm kun gribe ind, hvis en ansat stod og heilede i firmaets tøj. HR-direktøren for kølevirksomheden York, Jacob Troensegaard, ville heller ikke udskrive en fyreseddel, men mener på den anden side, at det ville give problemer blandt de ansatte.
Formand for LO Århus og byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Århus har to holdninger til Alm. Brands nazi-fyring. Som leder af fagbevægelsen kan han ikke støtte fyringen. Men som person har han forståelse for det, og mener at virksomheden optræder modigt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland