20 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er nu kravene skal rejses

Det er nu kravene skal rejses

Fredag, 03. februar, 2006, 00:00:00

Landsdækkende konference skal diskutere fælles krav til næste års overenskomster

af Hans Brinkmann
Lørdag den 4. marts inviteres tillidsfolk fra hele landet til konference i Horsens for at sætte gang i debatten om, hvilke krav der skal prioriteres ved de næste overenskomst forhandlinger.
- Selvom forhandlingerne først går i gang næste år, så haster det med at få gang i diskussionen. Det er allerede på forårets generalforsamlinger, at fagforeninger skal tage stilling til kravene, siger Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens.
Det er OK 2004, der stod bag en kampagne ved sidste overenskomstforhandling og fabrikssamarbejdet i Horsens, som inviterer til konferencen.
- Vi vil som i 2004 forsøge på at finde fællesnævnere, som vi kan samles om. Vi udstikker selvfølgelig ikke kravene på forhånd, det er dem, vi skal diskutere på konferencen. Men ud fra diskussionerne med vores egne tillidsfolk kan vi se, at der er brug for at rejse krav om kontante forbedringer denne gang, siger Bjarne Sørensen.
Han mener, at de sidste par overenskomstforhandlinger har været præget af 'bløde' krav om barsel, pension og løn under sygdom.
- Det var ganske udmærkede krav. Men denne gang er der plads til nogle kontante krav, som gavner bredt. Der er drøn på produktionen, landets økonomi er bund solid og virksomhederne tjener mange penge. Alligevel har der bredt sig en stemning af, at det er nærmest landsskadelig virksomhed at rejse krav.
- Det er blevet noget snavs at kræve forbedringer, det ser vi også i den beskedne lønudvikling, der har været i perioden. Vi skal have brudt den stemning, selvfølgelig skal vi rejse krav nu. Produktionsresultatet er forbedret, og vi skal have andel i det. Overenskomsten handler om fordeling, så selvfølgelig skal vi rejse kravene, siger Bjarne Sørensen.
Initiativtagerne lægger op til at få taget hul på en diskussion af arbejdstiden, og der arbejdes på at få en oplægsholder fra LO i Norge til at komme og fortælle om de forsøg med seks timers arbejdsdag, som det norske LO har sat i gang.
Udover arbejdstiden lægger arrangørerne op til en debat om spørgsmål som løn, uddannelse, lærlinge og minimallønnen, som er kommet i fokus efter østudvidelsen.

Artiklen har tidligere været bragt på Fagligt Ansvars hjemmeside www.fagligtansvar.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. feb. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland