Fagbevægelsen skal ikke være med til at lægge grupper eller religioner for had, understreger Christian Juhl, formand for 3F Silkeborg
Fagbevægelsen bekymrer sig også for ytringsfriheden. Alligevel støtter formanden for 3F i Silkeborg ikke Jyllands-Posten provokationer. Ytringsfrihed skal bruges til at beskytte mod undertrykkelse og ikke til at sprede had imod andre befolkningsgrupper, mener Christian Juhl.
- I vores kredse i fagbevægelsen vil vi ikke være med til at hænge folk ud. Vi er tolerante og der er plads til folk uanset religion og hudfarve. Vi skal være det fristed, hvor vi behandler hinanden ordentligt og lige, og hvor vi har nogle klare internationalistiske holdninger, der siger, at vi alle skal være på denne her klode. Vi er nødt til at arbejde sammen over grænserne uanset race, religion og kultur. Vi vil ikke være med til at lægge grupper og religioner for had, siger Christian Juhl.
Han trækker tråde tilbage til 30`ernes Europa, hvor en anden religiøs gruppe blev lagt for had. Opskriften den gang var at sprede had, skabe konflikter, ydmyge og straffe. Det må stå klart i offentligheden, at fagbevægelsen ikke følger den vej, påpeger Christian Juhl.
Formanden for FOA, Dennis Kristensen, har samme syn på ytringsfriheden.
- Det centrale for fagbevægelsen er ytringsfriheden, som vi forsvare og værner om. Men vi skal ikke omsætte det til kultureksport. Vi skal ikke forvente, at alle andre opfatter verden som vi gør, og at vi står med en eviggyldig sandhed, som andre har at efterleve og affinde sig med, siger Dennis Kristensen til Arbejderen.
Det er dog ikke hele fagbevægelsen, der vil blande sig i den konkrete debat om Muhammed tegningerne. HK`s næstformand, Karin Bancsi, frygter, at fagbevægelsen kommer til at hælde benzin på bålet.
- Lige nu er mange mennesker ophidsede af mange forskellige grunde. Debatten køre på et helt andet plan, end hvor fagbevægelsen kan være med. Vi skal mane til besindighed og give folk ro til at få den her konflikt lukket ned, og så må vi tage snakkene efterfølgende, siger hun til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278