Det vil være urimeligt bare at give imamerne skylden. Det er en kulmination af konflikten i Irak, presset på Syrien, og at det demokratiske valg i Palæstina bliver afvist, mener Rabih Azad-Ahmad
- Lige nu er det nemt at hænge imamerne ud som de skyldige, fordi tv igen og igen viser, at de havde forkerte billeder med på deres rundrejse i de arabiske lande, siger Rabih Ali Azad-Ahmad som reaktion på den seneste Megafon undersøgelse, som blev offentliggjort i forgårs.
Ifølge Megafon mener 58 procent af befolkningen, at det er de ledende muslimer i Danmark, der har skylden for, at konflikten er nået så vidt. 22 procent mener, at udviklingen skyldes Jyllands-Posten, mens kun fem procent lægger ansvaret på den danske regering.
Hvis undersøgelsen var lavet for 14 dage siden, hvor fokus var på statsministeren, havde den vist noget andet, mener Rabih Ali Azad-Ahmad, formand for Multikulturelt Forening i Århus og palæstinensisk flygtning.
- Det er ikke kun tegningerne, der får folk i Mellemøsten til at reagere. Det er en kulmination af konflikten i Irak, presset på Syrien, som også kan mærkes i Mellemøsten, og ikke mindst at det demokratiske valg i Palæstina bliver afvist. Det vil være urimeligt bare at give imamerne skylden, siger han til Arbejderen.
Resultatet af Megafon-undersøgelsen overrasker ikke Hüseyin Arac, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne. Folk danner sig en mening ud fra, hvad de ser og hører. Lige nu er det kun de muslimske ledere, der bliver hængt ud i pressen.
- Den danske presse stiller mikrofon til rådighed for imamerne, som ikke repræsenterer ret mange muslimer. Der er tre folketingsvalgte og 60 byrådsvalgte indvandrere rundt om i landet. De kommer ikke til orde. Hvorfor bruger pressen ikke de mennesker, der er valgt af folket, spørger han.
Hiva Ibrahim Sabir, som er flygtning fra Irak og i dag bor i Århus, mener, at imamerne spiller en negativ rolle i samfundet og i forhold til integrationen.
- Jeg var i 2002 med til protester, da Jesus og Jomfru Maria blev trykt på sommersandaler, fordi det krænkede folk. Det samme gør Jyllands-Postens tegninger. Men imamerne har deres egen dagsorden og har forværret situationen, siger Hiva Ibrahim Sabir. Han er selv vokset op i en muslimsk familie, men er i dag ikke troende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278