Den danske hær kan rive hver tredje kontrakt i stykker - de unge nægter at tage af sted til Irak
- Der ingen tvivl om, at de danske soldater på udenlandske operationer er veludrustede og veluddannede. Nu mangler vi bare, at de også skal være velorienterede.
Sådan lyder budskabet fra talsmanden for de værnepligtige, Lars Mejer Helwig Hansen.
Nye tal fra Hærens Operative Kommando (HOK) viser, at hver tredje af de nyuddannede soldat som skulle være sendt til Irak i denne måned, er sprunget fra: Ud af de i alt 528 unge som hæren havde skrevet kontrakt med, vil 166 hellere blive hjemme. HOK indrømmer, at det er flere end forventet.
Det nye Hold 7 skulle have afløst 500 soldater i Camp Danevang, der har været i lejren siden august. I stedet har tidligere udsendte måtte tage en ekstra tur til Irak.
Hos de værnepligtiges organisation, Værnepligtsrådet, kan man godt forstå, at mange unge kommer i tvivl.
- Informationerne i forsvarets hvervematerialer har ikke været klare. De internationale opgaver har ændret karakter og er blevet langt farligere end for bare tre år siden. Men forsvaret fortæller ikke godt nok, at de her opgaver kan være farlige. Det er ikke altid, at forsvarets version stemmer overens med virkeligheden. Når de unge så kan se i fjernsynet, at en dansk løjtnant er blevet slået ihjel, kan jeg godt forstå, at de kommer i tvivl, siger Lars Mejer Helwig Hansen til Arbejderen.
Den nye værnepligtsuddannelse betyder, at de unge langt tidligere skal tage stilling til, om de vil skrive kontrakt med de internationale styrker. Efter bare fire måneder som almindelige værnepligtig skal de unge tage stilling til, om de vil uddanne sig til at tage en tjans i Irak eller Afghanistan.
De unges frafald skyldes også, at familier og venner forsøger at overtale dem til at blive hjemme.
- Den brede danske befolkning stiller spørgsmålstegn ved, om det nytter noget at være i Irak og Afghanistan. Hvis der ikke er fuld opbakning hjemmefra, begynder de unge også at vakle. Mange af dem tager jo af sted, for netop at deltage i en fredsbevarende operation, slutter Lars Mejer Helweg Hansen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278