Carlsberg kom ud af 2005 med et rekordoverskud. Nu samler bryggeriet produktionen i Fredericia, for at finde kapital til opkøb af andre bryggerier
Carlsberg lukker for produktionen i Valby. Det oplyste bryggeriet i går ved fremlæggelsen af årsregnskabet. Produktionen skal i stedet for foregå i Fredericia fra 2008. Bryggeriet i Fredericia vil blive moderniseret for 800 millioner kroner.
Der har i mange år gået rygter om, at Carlsberg ville flytte produktionen. Helt tilbage i 1992 var det også på dagsordenen, og i 1999 var muligheden også oppe at vende i medierne. Men nu er beslutningen taget.
Produktionen af specialøllen 'Jakobsen' og Carlsbergs hovedsæde forbliver i Valby. Flytningen af den øvrige produktion kommer til at berøre 240 ansatte i bryggeriet. Der arbejder i dag samlet set 1050 i produktionen og i hovedsædet i Valby. I morgen tager ledelsen og de ansattes repræsentanter hul på forhandlinger om fratrædelsesgodtgørelse, efteruddannelse og eventuel overflytning til bryggeriet i Fredericia. Det er uvist, hvor mange ekstra job der bliver i Fredericia, når produktionen flyttes.
Lukningen af produktionen i Valby sker, fordi Carlsberg har besluttet, at de vil være blandt et af verdens største bryggerier og det kræver penge til opkøb, påpeger formanden for bryggeriarbejderne Finn Sørensen.
- Det er et mål de har forfulgt i mange år. Og det kræver en masse kapital, fordi de skal ud og opkøbe andre bryggerier. Det har de gjort med det resultat, at de er blevet tynget af en stor gæld, der hæmmer deres bevægelsesfrihed, siger han til Arbejderen.
Carlsberg-grunden i Valby er et kæmpe areal på 32 hektar, hvoraf bryggeriet fylder de 190.000 kvadratmeter. Grunden er en guldgrube, som eksperter har vurderet til omkring to milliarder kroner, hvis den bruges til andet end bryggeri.
Carlsberg kan sælge grunden eller bebygge den, som de har gjort det andre steder.
- Nu skal vi have en dialog med kommunen. Området er i dag erhvervsområde, så vi skal diskutere, hvordan det skal være i fremtiden. Når det er på plads, skal der udskrives arkitektkonkurrencer, og så skal forslagene i lokal høring, så det bliver en lang proces, siger Carlsbergs kommunikationschef Jens Bekke til RB-Børsen.
Samtidig med offentliggørelse om flytteplanerne kunne Carlsberg fremlægge et regnskab med et driftsoverskud på 3,5 milliarder kroner for 2005 og en omsætning på 38 milliarder kroner. I 2004 havde bryggeriet 3,4 milliarder i driftsoverskud.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278