Frederiksberg hospital måtte godt sætte arbejdsløse på kontanthjælp til at arbejde som portører uden overenskomst-mæssig løn
Fag og Arbejde, FOA, har tabt en sag om arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg Kommune. Arbejdsretten afsagde dom i fredags, efter at sagen har kørt i tre år.
FOA havde anklaget Frederiksberg Hospital for gennem mange år at have anvendt arbejdsløse på kontanthjælp til at udføre ordinært overenskomstmæssig arbejde, uden at betale dem overenskomstmæssig løn for det.
Hospitalet betalte ikke en krone, men fik gratis arbejdskraft gennem kommunen. Misbruget af de arbejdsløse på kontanthjælp havde stået på i mindst tre år, inden tillidsrepræsentanterne opdagede det.
- Jeg er skuffet over, at vi tabte sagen. Det eneste der kan trøste er, at det ikke er en principiel dom. Dommen var en vurdering af en tidligere retstilstand og afgørelsen gør, at vi får mere fokus på jobtræningsforløb på hospitalet, siger jurist i FOA, Ettie Trier Petersen, til Arbejderen.
Tillidsrepræsentanterne på hospitalet var ikke blevet orienteret om, at de arbejdsløse på kontanthjælp arbejdede for kontanthjælpen. De troede, at der var tale om folk i almindelig jobtræning.
FOA har kontakt til en kontanthjælpsmodtager, der har været i individuel jobtræning i tre år på Frederiksberg Hospital. Han udførte almindeligt ordinært portørarbejde. Men Arbejdsretten vurderer, at hans arbejde bare var en hjælp til de ordinært ansatte portører.
- Her bliver vores overenskomst ikke overholdt. Der skal betales overenskomstmæssig løn, når det er ordinært arbejde der udføres, siger Ettie Trier Petersen, der samtidig stiller spørgsmålstegn ved, om de arbejdsløse på kontanthjælp har presset ordinært ansatte ud.
Det er ikke en påstand som FOA kan bevise, men mistanken er der, påpeger hun. FOA kan ikke anke domme.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278