10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Foghs forsvar smuldrer

Foghs forsvar smuldrer

Fredag, 24. februar, 2006, 00:00:00

Statsministerens hovedargument for ikke at ville mødes med muslimske lande om Muhammed-krisen holder ikke vand, afslører egyptisk brev

- Regeringens undskyldning for at afvise dialogen med de 11 mellemøstlige ambassadører op til eskaleringen af Muhammed-konflikten smuldrer.
Regeringen må anerkende, at den har et stort ansvar for udviklingen af en af de største kriser i dansk udenrigspolitik. Regeringen har talt med to tunger: På den ene side har man forsikret, at man respekterer andres religion. Samtidig afviser man kategorisk at mødes. Derfor klinger det hult, når regeringen forsøger at fremstille sig som ytringsfrihedens bannerfører. Regeringen har i sit forsøg på at fastholde Dansk Folkeparti som sit parlamentariske grundlag afvist en dialog om sin udlændingepolitik.
Sådan lyder den sønderlemmende kritik af regeringen fra Enhedslistens Frank Aaen. I går kom det frem, at Egypten for tre måneder siden gav den danske regering mulighed for at komme den islamiske og arabiske verden i møde - uden at gå på kompromis med ytringsfriheden. Både i oktober og november slog den egyptiske udenrigsminister i breve til Danmark, EU, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og FN fast, at man ikke krævede et retsligt indgreb overfor Jyllands-Posten. Det har ellers været statsministerens hovedargument, at han ikke ville mødes med ambassadører fra lande som Egypten, Pakistan og Tyrkiet, fordi de 'opfordrede' ham til at tage 'retslige skridt'.
Men i sit brev gør Egyptens udenrigsminister det klart, at: 'Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetlige eller disciplinære skridt mod en avis, da vi er fuldt ud klar over, at retten til ytringsfrihed en en del af artikel 19 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.'
Brevet udgjorde hoveddiskussionen på gårsdagens møde i Udenrigspolitisk Nævn. Ud over Frank Aaen, deltog også SF`s udenrigsordfører, Villy Søvndal:
- Brevet viser, at der i forløbet op til eskaleringen af krisen har været en række fremstrakte hænder. Egypten gør det i sit brev klart, at man ikke har en forventning om retslige skridt mod Jyllands-Posten. Alligevel fortsætter Fogh med at gentage, at han ikke vil mødes med Egyptens ambassadør og ambassadørerne fra de ti andre lande, hvor befolkninger har følt sig særligt trådt på, fordi de kræver 'retslige skridt'. Nu smuldrer hele grundlaget for den forklaring. Derfor må vi have en tilbundsgående, uvildig undersøgelse, siger Villy Søvndal til Arbejderen.
Regeringen indrømmer at have modtaget brevet - men derudover er der ikke noget at komme efter, slog statsministeren fast på mødet i Udenrigspolitisk Nævn.
- Det er rystende, hvis regeringen overhovedet ikke har tænkt sig at reflektere over, om der er ting, man kunne have gjort anderledes. Det betyder jo, at vi vil stå ligeså uforberedte, når den næste krise opstår, siger Villy Søvndal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland