De filippinske og polske søfolk på det græske skib M Pioneer i Fredericia havn opgiver strejken og rejser hjem
Det lykkedes ikke for det Internationale Transportarbejderforbund, ITF, og søfolkene på det græske skib M Pioneer at få det græske rederi til at indgå en ITF-overenskomst. De 17 filippinske og den ene polske sømand afmønstrede i går skibet i Fredericia Havn.
- Rederiets advokat har klaget over, at politiet endnu ikke har ryddet skibet for de strejkende søfolk efter fogedens afgørelse tidligere på måneden. Søfolkene besluttede at forlade skibet, fordi Fredericia politi havde fået besked på, fra højere sted, at de skal rydde skibet nu. Vi kunne vente på, at politiet dukkede op eller stoppe her, siger ITF-inspektør Kjartan Gudmundsson til Arbejderen.
Med havnedirektørens hjælp er der indgået en aftale med det græske rederi om, at søfolkene får betaling til og med torsdag og at de bliver fløjet hjem på rederiets regning. Betalingen foregår efter slavekontrakterne, som ITF kalder rederiets tariffer.
M Pioneer sejler under Panamas bekvemmelighedsflag. Søfolkene om bord bliver aflønnet med godt 1400 danske kroner, det er under en fjerdedel af det normale efter ITF`s minimumstarif. ITF har stillet lønkrav til rederiet på seks millioner kroner.
- Set med vores øjne er det ikke nogen tilfredsstillende løsning. Men det er bedre end ingenting. Vi er dybt skuffede over vores land. På den ene side sidder de i FN`s, ILO og vedtager minimumsbetingelser for søfolk. Med den anden hånd hjælper de en græsk skibsreder med at fastholde slavevilkår på skibene. Vi kan ikke gennemføre en lovlig strejke for en overenskomst på et skib, uden at statsmagten bryder ind på skibsrederens side. Danmark taler med to tunger, siger Kjartan Gudmundsson.
Rederiet har udtalt, at de ikke vil retsforfølge søfolkene eller sortliste dem. Men derimod har ITF sortlistet skibet M Pioneer og det græske rederi. ITF-inspektører over hele verden vil holde øje med det.
Skibet bliver sejlet væk af en anden besætning, der i længere tid har boet på hotel i Fredericia. Det gods som oprindeligt skulle have været lastet på M Pioneer, er i øjeblikket ved at blive lastet på et andet græsk skib. Det vil tage tre uger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278