Danmark må forbyde virksomheder at deltage i boykotter, som ikke er politisk dikteret af regeringen, mener Jens Rohde
Venstres politiske ordfører Jens Rohde er stærkt utilfreds med, at danske virksomheder har skrevet under på, at de skal boykotte Israel for at opnå handelsaftaler med arabiske lande. Han forlanger ifølge Politiken, at Danmark forbyder virksomheder at deltage i boykotter, som ikke er politisk dikteret af regeringen.
Arbejderen har i tre dage forsøgt at stille Jens Rohde spørgsmålet: hvad så med blokaden mod Cuba?
Sidste år kom det frem, at de danske virksomheder York (Sabroe) og Radiometer har bøjet sig for USA`s illegale blokade mod Cuba. Jens Rohde har ikke været at træffe for en kommentar. Det samme gælder han partifælle Troels Lund Poulsen samt Pia Christmas Møller (C).
Regeringens støtteparti er også oprørt over boykotten mod Israel:
- Udgangen må blive, at udenrigstjenesten skal gøre virksomhederne klokkeklart opmærksom på, at det simpelt hen ikke går. Vi kan ikke boykotte et demokratisk og venligtsindet land som Israel, siger Søren Espersen (DF) til Jyllands-Posten.
Heller ikke Espersen var det muligt at træffe.
Dansk Industri er derimod klar ved telefonen:
- Vi lever med flere af den slags sager, siger chefkonsulent Marianne Castenskjold, og nævner ud over Cuba og Israel også Iran.
- EU diskuterede for nogle år siden et forslag om at forbyde virksomheder i EU at efterleve USA`s blokade mod Cuba, men det var der ikke vilje til, siger Castenskjold til Arbejderen. Hun tilføjer, at blokaden er i strid med international lov, og hun kender sagerne med, at Radiometer måtte stoppe deres handel med Cuba, da Donaher købte firmaet og tilsvarende da York overtog Sabroe.
- Virksomhederne står over for et valg. Enten bøjer du dig, eller du er færdig på det amerikanske marked, forklarer chefkonsulenten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278