Vestas har et sæt etiske regler, som påbyder koncernen at arbejde for menneskerettighederne. Alligevel ser Ditlev Engel ikke et problem i Guantanamo-sagen
I mandags bad DKP/ML i Århus vindmøllefabrikken Vestas om at svare på en række spørgsmål, vedrørende dens samarbejde med USA`s fangelejr på Guantanamo.
Imidlertid vil Vestas ikke svare på de stillede spørgsmålene.
- Jeg kan ikke se nogen kobling mellem de to ting; at vi har solgt møller til Guantanamo, og at USA er beskyldt for at tortere fanger på basen, siger Ditlev Engel, der er koncerndirektør, til Arbejderen.
- Det er jo ikke vores møller mere. Vi har solgt dem til det amerikanske militær. Og vi har faktisk haft et fint samarbejde med amerikanerne.
Vestas har et sæt etiske retningslinier. Her hedder det blandt andet:
'Vestas vil konstant arbejde for løbende forbedringer på alle områder, med hensyn til sikkerhed, social ansvarlighed, menneskerettigheder, sundhed og sikkerhed på arbejdsmarkedet'.
I Randers by, hvor Vestas har sit hovedkontor og vigtigste produktion møder sagen blandede reaktioner:
- Jeg synes, det er en rigtig dårlig ide at levere møller til Guantanamo, og det burde Vestas afstå fra, siger Ejvind Clemmensen, der er formand for LO i Randers til Arbejderen.
Han slår fast, at han i al almindelighed mener, at det er umuligt for firmaer systematisk at kontrollere, hvem de handler med.
- Hvis man skal til at analysere hvert enkelt land for at være sikker på, om de er demokratiske, så vil det være umuligt at håndtere, siger LO-formanden.
- Men den hér sag med Guantanamo er speciel. Det handler ikke om boykot af et land, men om at tage afstand fra en bestemt sag. Guantanamo-fangelejren er så speciel, at et firma som Vestas burde handle på det, fastslår Clemmensen.
Henrik Leth, der er formand for Metal i Randers finder sagen lidt mere tricky:
- Dén fangelejr skal lukkes. Men jeg synes ikke, man kan gøre Vestas ansvarlig. Så er der mange andre firmaer, der også burde anklages. siger han til Arbejderen.
Fra Feramuz Acar, der sidder i Randers Byråd for Beboerlisten kommer svaret prompte:
- Selvfølgelig skal Vestas trække sine møller hjem fra Guantanamo-basen. Det er uacceptabelt, at man på den måde støtter en ulovlig fangelejr, siger Acar til Arbejderen.
DKP/ML har taget initativ til et offentlig debatmøde i Randers om sagen. Mødet holdes på næste torsdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278