Underskriftsindsamlingen til forsvar af efterlønnen fortsætter til folketingspolitikerne starter forhandling om velfærdsreform
På en måned har FOA og BUPL samlet over 100.000 underskrifter til fordel for efterlønnen. Men underskriftsindsamlingen stopper ikke her. Den fortsætter til Folketinget starter op på forhandlingerne om velfærdsreformen.
De mange underskrifter skal lægge pres på regeringen men også på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der vakler frem og tilbage i sagen om efterløn, fastslår de to fagforbund. Initiativet kommer efter Velfærdskommisionens udspil om en total afskaffelse af efterlønsordningen.
- Man kunne næsten kalde det her for en folkehøring. Det her er et af de folkelige bidrag, der skal til i debatten om efterlønnen. Jeg håber det påvirker politikerne, så det ikke kun er teknikerne og eksperterne, der bliver hørt. Vores erfaring er den helt entydige, at folk gerne skriver under. Det er tydeligt, at der er en folkestemning til fordel for efterlønsordningen, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
FOA har gode erfaringer med indsamling af underskrifterne på arbejdspladserne men også på gaden. Nogle steder har folk stået i kø for at komme til at skrive under. Dennis Kristensen advarer politikerne imod at undervurdere den folkelige opbakning til efterlønnen.
Siden FOA startede underskriftsindsamlingen den 12 januar har BUPL tilsluttet sig. BUPL mener ikke der er behov for ændringer af efterlønnen. I stedet for burde politikerne sætte massivt ind på at forbedre arbejdsmiljøet, så man ikke bliver syg af at gå på arbejde.
- Man kan sagtens skabe et arbejdsmarked, hvor det er attraktivt at blive længere, siger Dennis Kristensen, der ikke afviser at diskutere en øget tilbagetrækningsalder.
Efterlønsordningen trådte i kraft 1. januar 1979 efter at SiD, det nuværende 3F, siden 1975 havde arbejdet for at få ordningen indført. Efterlønnen er løbende blevet strammet i årenes løb. Det afgørende sporskifte kom i 1999, da den socialdemokratiske regering vendte op og ned på ordningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278