10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demonstration mod løndumping

Demonstration mod løndumping

Tirsdag, 28. februar, 2006, 00:00:00

Det polske firma Space-Home vil ikke indgå overenskomst med TIB i Århus. Syv polske håndværkere får 40 kroner i timen

I dag er der demonstration ved en ældre villa i Risskov ved Århus, hvor syv polske håndværkere er ved at ombygge og restaurere huset fra gulv til tag. De syv polske arbejdere er ansat i det polske firma Space-Home, der ejes af Andre Kloser i Lednica i Polen.
Allerede for 14 dage siden blev der indledt blokade mod byggeriet. Fra på torsdag er byggeriet også omfattet af en sympatikonflikt, så ingen danske arbejdere eller danske firmaer må hjælpe med til, at byggeriet bliver færdiggjort.
Hverken den private ejer af villaen eller Space-Home er interesseret i, at indgå en aftale med fagforeningen Træ- Industri- Byg, TIB, i Århus. Det er Bygge- Anlæg- og Trækartellet, BAT og LO Århus der står bag demonstrationen i dag.
- Det er polske håndværkere, der ikke har nogle snævre faggrænser, så de laver lidt af hvert. De bygger om inden for og de lægger nyt tag på. Hvad der ligger af aftaler mellem bygherren og det polske firma ved vi ikke. Men de polske arbejdere aflønnes med omkring 40 kroner og arbejder 10 timer om dagen seks til syv dage om ugen. Polakkerne bor på pladsen under kummerlige forhold, siger Anders Munk, formand for TIB Århus, til Arbejderen.
I dag er det ikke noget problem for private husejere at finde frem til et polsk byggefirma. Der er hjemmesider og reklamer i aviserne. Men det betyder ikke, at firmaerne skal kunne aflønne arbejdere til langt under de aftaler der ligger på arbejdsmarkedet, påpeger Anders Munk.
TIB Århus vil gerne sende et signal med demonstrationen om, at det er i både arbejdsgivernes og arbejdernes interesse at aftalerne på arbejdsmarkedet bliver overholdt. Derfor er også Dansk Byggeri inviteret med til at holde en tale ved demonstrationen.
- I første omgang gennemføre vi denne demonstration. Vi vurderer de kommende dage, om der skal flere initiativer på banen. Måske en større landsdækkende demonstration, men der er ikke aftalt noget endnu, siger Anders Munk.
Et andet initiativ er at registrere alle firmaer, der levere materialer til byggeriet.

Demonstrationen foregår fra kl. 07 i dag på Byløkken 65, 8240 Risskov.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. feb. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland