Den offentlige sektor kunne oprette 7.000 praktikpladser hvis den levede op til den private sektor
Det bliver stadig sværere at komme i praktik i den offentlige sektor. Antallet af praktikpladser er faldet med mere end 30 procent siden 1990`erne. Det står i skærende kontrast til, at den private sektor de seneste to år har oprettet 20 procent flere praktikpladser, skriver Jyllands-Posten.
Forbundet Fag og Arbejde, FOA, har i mange år gang på gang påpeget, at der skulle oprettes flere erhvervsuddannelses-praktikpladser og uddannes flere, påpeger forbundssekretær Lisa Dahl Christensen, som reaktion på avisens tal.
Tal fra Dansk Industri viser, at ni procent af de faglærte ansatte i den private sektor er elever, hvorimod eleverne kun udgør seks procent af de faglærte i den offentlige sektor. Den offentlige sektor kunne oprette 7.000 flere praktikpladser, hvis den levede op til den private sektors indsats med elveandelen på ni procent.
Undervisningsminister Bertel Haarder mener, at det er kommunalreformen, der er skyld i de dårlige resultater i det offentlige. Langt den største del af de offentlige ansættelser sker i kommunerne, og de har holdt igen.
- Nogle regner med rationaliseringsbesparelser og lader være med at ansætte på grund af usikkerhed. De føler, at hvis de ansætter en elev, så binder de sig for flere år, siger han.
Men han forventer, at kommunerne nu solidt vil bidrage med praktikpladser på blandt andet serviceområdet, fordi der skal ske en kraftig vækst i antallet af elever indenfor social og sundhedsområdet. Lisa Dahl Christensen mener ikke, at det er en dækkende forklaring.
- Det er ikke kommunalreformen, der spiller ind. Kommunerne har i mange år ikke levet op til at tage elever ind, især de unge. FOA ser gerne, at der kommer flere unge og voksne i praktik, siger Lisa Dahl Christensen.
I en sammenligning mellem stat, kommuner og amter er det staten, der er den absolut dårligste til at ansætte praktikanter. Elevandelen i den statslige sektor er på under en procent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278