Udkantskommuner tvinges til at gennemføre skattelettelser frem for at forbedre velfærden
I mandags faldt det længe ventede forlig om den såkaldte udligningsreform endelig på plads mellem VC-regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale.
Som ventet er der tale om en forbedring af udligningen mellem rige og fattige kommuner på landsplan. I dag udlignes 45 procent af indtægtsforskellene mellem kommunerne. Fra 2007 bliver det 58 procent, stigende til 68 procent i 2019.
Men samtidig bliver udligningen mellem de rige og de fattige kommuner i hovedstaden forringet, nemlig fra 40 procent til 27 procent.
Det betyder, at de største tabere af udligningsreformen skal findes blandt de kommuner i Storkøbenhavn, der har de laveste indkomster per indbygger.
Ifølge Ole Bjørstorp, der er socialdemokratisk borgmester i Ishøj Kommune, er der stadigvæk meget usikkerhed om, hvad reformen betyder i kroner og øre.
- Vi står til at miste en del penge i den interne hovedstadsudligning. Men til gengæld får vi mere på grund af de forbedrede sociale kriterier. Vi har jo en høj andel af indvandrere herude, siger Ole Bjørstorp til Arbejderen.
- Men den helt store joker er, hvad vi får fra puljen for særligt vanskelige stillede kommuner i hovedstadsområdet. I år får vi 39 millioner kroner, men puljen er nu skåret ned, forklarer Bjørstorp.
Den forbedrede udligning falder på et tørst sted i udkantskommunerne. Alligevel er der langt fra kun jubel.
For 2007 er der nemlig indført en særlig ordning. Den betyder, at de kommuner, der får fordel af udligningen, bliver tvunget til at sænke deres skatter.
Disse kommuner kan med andre ord ikke omsætte den forbedrede økonomiske udligning til bedre skoler og ældrepleje. De er tvunget til at omsætte det til skattelettelser.
- Det er ikke det, der er brug for, siger borgmester Flemming Eskildsen (V), der er formand for foreningen 'Det skæve Danmark' til DR P1.
Han slår fast, at de store forskelle, der er i dag på serviceniveauet i kommunerne, vil blive fastholdt.
Socialdemokraterne kritiserer reformen for, at den har en skæv social profil.
- Det er ikke tilstrækkeligt at flytte rundt på de kommunale indtægter. Det løser ikke problemerne for de mange kommuner, hvor det er udgifterne, der er den store udfordring, siger Pia Gjellerup, der er kommunalordfører for Socialdemokratiet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278