Politiadvokat nægter at tage stilling til eksperters anklage om, at censur af Arbejderen er ulovlig. Censuren i Danmark begynder nu at blive kendt internationalt
Efter flere dages jagt lykkedes det endelig Arbejderen i går at få fat i politiadvokat Michael Jørgensen.
Det er ham, der er ansvarlig for den censur, der blev udøvet mod Arbejderens hjemmeside, forrige fredag. Her blev Oprørs appel fjernet fra hjemmesiden af internetudbyderen efter trusler fra politiet.
- Vi har overhovedet ikke gjort noget ansvar gældende overfor Arbejderen. Vi har henvendt os til jeres internetudbyder, wannafind, og gjort opmærksom på, at det kunne have konsekvenser, at de er videreformidler af noget ulovligt. Prøv at læse den kontrakt, som I har indgået med jeres internetudbyder. Her står klart, hvilke regler, I skal overholde. Det svarer jo fuldstændig til, hvis I havde lagt noget børneporno ud på nettet, siger Michael Jørgensen til Arbejderen.
Arb: Men det, som Oluf Jørgensen siger, er jo netop, at I - ifølge medieansvarsloven - slet ikke må henvende jer til avisens internetudbyder om noget, som står på avisens hjemmeside.
- Vi har bare gjort internetudbyderen opmærksom på, at I ikke overholder den kontrakt, som I har skrevet med ham - og at det kan få konsekvenser for ham selv. Så er det op til internetudbyderen at tage stilling til, hvad han vil gøre ved dét.
Arb:Men I må slet ikke kontakte internetudbyderen?
- Jeg vil slet ikke diskutere med Oluf Jørgensen og Steen Schaumburg-Müller om den hér sag, for jeg tror, at vi har forskellige udgangspunkter. Og jeg vil da slet ikke diskutere det i Arbejderen, som er part i sagen. Så jeg har slet ikke nogen kommentarer til deres udtalelser.
Arb:Vil du så heller ikke undersøge, hvorvidt det er rigtigt, at det var ulovligt, da I fik Oprørs appel fjernet fra avisens hjemmeside sidste fredag?
- Det har jeg slet ikke nogen kommentarer til, lyder det fra en ophidset Michael Jørgensen.
Sagen om politiets beslaglæggelse af Oprørs appel, -herunder censuren mod en række hjemmesider - er nu også dukket op som en sag hos menneskerettighedsorganisationen, Statewatch, der har til huse i London.
Det betyder, at der internationalt kommer fokus på de aktuelle krænkelser af ytringsfriheden i Danmark.
- Vi arbejder lige nu på at lave en omfattende sagsfremstilling på engelsk, som vi vil aflevere officielt til Amnesty International, Human Rights Watch og Statewatch, fortæller Birthe Sørensen, der er redaktør på Arbejderen.
- Formålet er selvfølgelig at få dem til at tage krænkelserne op som en sag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278