11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NGO-overvågning i Folketinget

NGO-overvågning i Folketinget

Tirsdag, 07. marts, 2006, 00:00:00

Vidtgående forslag om at registrere og overvåge foreninger kan ikke listes igennem udenom Folketinget, sådan som vicestatsadvokaten lægger op til

- Folketinget må gribe ind og stoppe forslaget om at overvåge og registrere foreninger i Danmark, siger Line Barfod, retspolitisk ordfører for Enhedslisten, til Arbejderen.
- Jeg kan ikke forestille mig, at der vil være flertal i Folketinget for det her. Det er selve fundamentet for vores foreningsfrihed og demokratiet, at enhver kan oprette en forening, uden at lade sig registrere, påpeger hun.
Line Barfod har netop bedt justitsministeren redegøre for selve indholdet og for, hvad der videre skal ske med forslaget om at registrere og overvåge foreninger herhjemme.
Bag forslaget står arbejdsgruppen Financial Action Task Force (FATF), der er blevet oprettet på initiativ af verdens rigeste G8-lande. Oprindeligt blev FATF oprettet for at bekæmpe hvidvaskning af penge - i dag tager arbejdsgruppen sig også af økonomisk finansiering af terrorisme.
FATF kræver, at foreninger registrerer identiteten på deres ledelsesmedlemmer. Informationerne skal være tilgængelige for myndighederne. Og foreningerne skal til enhver tid kunne dokumentere, at deres samarbejdspartnere (eksempelvis lokale hjælpeorganisationer i ulande) ikke er terrorister.
Endvidere skal alle foreninger lade sig registrere hos myndighederne, som også skal godkende dem. Desuden skal foreningerne gemme oplysninger om ind- og udenlandske pengeoverførsler i mindst fem år. Og myndighederne skal løbende overvåge, at foreningerne overholder disse regler.
- Det er et vidtgående forslag, som kræver ny dansk lovgivning, hvis aktive i en velgørende organisation skal lade sig registrere. Der er intet i den nuværende danske lovgivning, som kræver registrering af foreninger, fastslår Line Barfod, der selv er uddannet jurist.
Vicestatsadvokaten, som på vegne af Justitsministeriet har godkendt FATF`s forslag til nye retningslinjer, sagde i fredags til Arbejderen, at Danmark er nødt til at rette sig efter FATF`s beslutning om at registrere foreninger. Nu trækker Justitsministeriet i land og indrømmer, at det er op til Folketinget at tage stilling til det konkrete indhold i FATF`s forslag.
- Der er tale om anbefalinger. Nu går de forskellige ministerier i gang med at undersøge, om de her anbefalinger, kræver konkrete lovændringer i Danmark. Hvis det er tilfældet, vil eventuelle lovforslag skulle vedtages af Folketinget, på samme måde som al anden lovgivning, siger kontorchef i Justitsministeriet, Christina Toftegaard, til Arbejderen.
Hun ønsker ikke at uddybe selve indholdet af lovforslaget overfor Arbejderen. Det er derfor fortsat uklart, om forslaget kun omfatter velgørende foreninger, eller om også partier er omfattet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland