11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kvinder slås stadig for ligeløn

Kvinder slås stadig for ligeløn

Onsdag, 08. marts, 2006, 00:00:00

Den 9. februar fyldte ligelønsloven 30 år. Den til trods er der stadig store forskelle på kvinder og mænds løn

Kampen for ligeløn mellem kvinder og mænd er desværre stadig aktuel 30 år efter ligelønslovens indførelse. Og spørgsmålet hører til blandt et af de vigtigste, der skal løses for at sikre lighed og ligestilling, mener HK`s næstformand Mette Kindberg.
- Hvert år bliver kvinder snydt for 8,3 milliarder kroner i løn på det private arbejdsmarked. Det er ikke rimeligt. Problemet er, at vi har en ligelønslov men ingen muligheder for at kontrollere, at den bliver overholdt, siger Mette Kindberg til Arbejderen.

De lavestlønnede job
De sidste to år i træk er løngabet mellem de mandlige og kvindelige medlemmer i HK blevet mindre, men det overskygges totalt af den kendsgerning, at mændene stadig får 13-14 procent mere i løn end deres kvindelige kolleger.
Knap seks procent af forskellene kan forklares med forskelle i job, uddannelse, kompetencer og lignende, mens den øvrige forskel ikke umiddelbart kan forklares. Der kan efter Mette Kindbergs opfattelse være tale om diskrimination mod de 275.000 kvinder, der udgør 75 procent af medlemmerne i HK.
Der findes ingen dokumentation i 3F på, at forbundets 120.000 kvinder er lavere lønnet end de 240.000 mænd. Jane Korczak, næstformand i 3F er dog ikke i tvivl.
- Vi ved jo fra de to gamle forbund (Kvindeligt Arbejderforbund og SiD, red.), at der er lønforskelle. Men vi tror, at fænomenet mere bunder i det kønsopdelte arbejdsmarked, altså at kvinderne beklæder de lavestlønnede job, siger Jane Korczak til Arbejderen.

Ligelønnen ikke slået igennem
Emma Mose har arbejdet på B & O i Struer i 30 år, de sidste mange år som tillidskvinde for knap 150 HK-ansatte.
- Vi må jo konstatere, at ligelønnen aldrig for alvor har slået igennem. Det er nu heller ikke det, der fylder mest i min bevidsthed. Jeg kæmper for en anstændig løn for alle, mænd som kvinder. For fem år siden var lønnen ikke så vigtig, måske fordi arbejdsløsheden var større. Men nu betyder lønnen igen noget. Det har selvfølgelig noget med den øgede beskæftigelse at gøre, men jeg tror også, det hænger sammen med, at arbejdspresset er steget i takt med kravene på arbejdsmarkedet generelt. Folk vil have noget for det, de præsterer, mener Emma Mose.
Hvordan lønforskellene ser ud på B & O, tør hun ikke sige noget om. Hun indrømmer, at stillingsbeskrivelserne er forskellige, beføjelserne forskellige, og at lønningerne derfor også er det, men hun synes, at der er andre probemer end ligeløn, der trænger sig på.
- Der er ikke plads nok til at udvise omsorg for de ansatte i dag, og flere og flere bukker under, fordi de ikke kan leve op til de krav, der bliver stillet. Det fører til arbejdsrelateret stress, godt hjulpet på vej af hjemme-pc'ere, som fanden har skabt. De ødelægger familierne, mener tillidskvinden fra Struer, der ville ønske at personalepleje fik meget større opmærksomhed end i dag.

Ligeløn det største problem
I anledning af 8. marts har Analyse Danmark spugt 2.200 kvinder, hvilket problem de anser for det vigtigste for kvinders ligestilling i Danmark.
Undersøgelsen, der er er lavet for Ugebrevet A4, viser, at tre ud af fire kvinder mener, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er det absolut største problem. Yngre kvinder ser mere alvorligt på uligeløn end ældre kvinder. 8 ud af 10 kvinder under 30 år provokeres af de kønsbestemte lønforskelle.
Mette Kindberg kan fint genkende tendensen i sit eget forbund.
- Ligeløn er klart det problem, som HK`s medlemmer prioriterer højest, og især de yngre kvindelige medlemmer tager det alvorligt. De synes, det er dybt godnat at tage en uddannelse for efter nogle få år at opleve, at de mandlige kolleger står højere på lønstigen end de selv gør, lyder det fra næstformanden.


Lønforskel
HK har 367.000 medlemmer. 75 procent af medlemmerne er kvinder.
3F har 360.000 medlemmer. 1/3 er kvinder.
FOA har 207.000 medlemmer. 88 procent er kvinder.
Kilde: de tre forbund

Lønforskelle brutto mellem mænd og kvinder:
Det private arbejdsmarked: 15,5 procent
Den offentlige sektor - staten: 9,12 procent
Den offentlige sektor - kommunal: 16,8 procent
Kilde: SFI-rapport fra 2004 om mænd og kvinders løn - opgjort 2001.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland