11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Social ulighed eksploderer

Social ulighed eksploderer

Onsdag, 08. marts, 2006, 00:00:00

Tallene illustrerer, at skattestoppet har meget dramatiske fordelingsmæssige konsekvenser, siger økonom fra AE-Rådet

Forskellen mellem rig og fattig fortsætter med at vokse dramatisk i Danmark.
Det viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
I januar dokumenterede AE-rådet, at der er sket en meget markant stigning i den økonomiske ulighed fra 2001 og frem til 2003. Men denne tendens er blevet yderligere forstærket frem til i dag.
Den økonomiske ulighed måles med den såkaldte ginikoefficient: Jo højere tallet ér, jo større er uligheden i samfundet.
I 2001 lå 'ginitallet' på 21,5. To år efter, i 2003 er det steget til 21,9. Men i 2005 er det beregnet til at ligge på 22,9. Der er altså sket en markant større stigning i uligheden fra 2003 og til 2005, end i de foregående år, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i analysen.
Næsten halvdelen af uligheden stammer fra de stigende boligpriser og loftet over ejendomsværdiskatten, forklarer økonom Mikkel Bådsgaard, der har lavet undersøgelsen.
- Tallene illustrerer, at skattestoppet har nogle meget dramatiske fordelingsmæssige konsekvenser, siger Bådsgaard til Arbejderen.
- Men det værste er, at man bruger fem milliarder kroner på skattelettelser til de bedst stillede. Og rent samfundsmæssigt får man stort set ikke noget for pengene. De fem milliarder kunne i stedet være investeret i beskæftigelse, eller uddannelse, eller brugt til de fattigste grupper. Det ville alt sammen give direkte positiv effekt på samfundsøkonomien, forklarer Mikkel Bådsgaard.
- Der er helt klart brug for at gøre noget for at hæve lavindkomstgrupperne op, siger René Skau Björnsson, der er skatteordfører for Socialdemokratiet til Arbejderen.
Han henviser til partiets forslag om at give støtte til husleje i lejeboliger.
- Ligeledes skal der være et loft for, hvor meget man kan indbetale på kapitalpensioner, som led i skattespekulation, siger René Skau.

Arb: Men burde I ikke genoverveje, om jeres støtte til regeringens skattestop for boliggevinster er rimelig?
- Vi ønsker ikke at brandbeskatte boligejere. Og det er heller ikke muligt at komme igennem med det politisk, siger René Skau.
- Så må vi jo tage det den anden vej rundt.


Svælget bliver større
* Den voksende økonomiske ulighed er ikke kun udtryk for, at de rige er blevet rigere. I gruppen af fattige i Danmark er der sket et lille fald i den reale indkomst siden 2002. Dette hænger sammen med nedskæringer i kontanthjælpen.
* Samtidig er der sket en markant vækst i antallet af fattige. I 1995 var der ialt 166.000 danskere der hørte til gruppen af 'fattige'. I 2003 var tallet steget til 238.000 personer. Det svarer til en stigning på 43 procent.
* Personer, der har mindre end det halve af den 'typiske indkomst', regnes ifølge EU`s fattigdomsgrænse som fattige.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland