12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

751 millioner spildte kroner

751 millioner spildte kroner

Torsdag, 09. marts, 2006, 00:00:00

751 millioner kroner bruges på løntilskud til arbejdsgivere, der alligevel ville have ansat en person på ordinære vilkår. Spild af penge, siger LO

Løntilskud eller ej - 53 procent af de private virksomheder ville under alle omstændigheder have ansat en person på ordinære vilkår. For de offentlige arbejdsgivere gælder det for 13 procent.
Det viser en undersøgelse foretaget af Rambøll Management for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
LO har regnet på tallene og når frem til, at mere end 10.000 personer er blevet ansat med et klækkeligt tilskud til arbejdsgiverne i op til 12 måneder, selv i tilfælde hvor virksomheden alligevel ville have ansat en person i et ordinært job.
Eller sagt på en anden måde: det offentlige bruger 751 millioner kroner om året på overflødige jobtilskud.
- Der er jo tale om et gigantisk spild af penge. For virksomhederne er løntilskud fra det offentlige blevet en billig indslusning af nye medarbejdere, siger LO-sekretær Harald Børsting.
I Arbejdsmarkedsstyrelsen påpeger sekretariatschef Erik Holck Hansen, at nok kunne der uden løntilskud være ansat 10.000 i ordinære job, men det havde ikke været de samme, som nu har fået chancen.
- Han har selvfølgelig en pointe. Det ændrer blot ikke ved, at der så ville være kommet 10.000 andre i job, siger Poul Hansen, leder af 3F`s arbejdsmarkedspolitiske sekretariat til Arbejderen.
Han synes, at løntilskud er et meget bedre arbejdsmarkedspolitisk redskab end den ulønnede virksomhedspraktik. Samtidig opfordrer han til 'påpasselighed' med løntilskudsordningen.
- Det er et godt redskab, hvis det bruges med omtanke og AF er påpasselig med, at der hele tiden er balance mellem det ordinære og ekstraordinære arbejdsmarked. Det er vigtigt hele tiden at sørge for, at der er et ordentligt jobperspektiv, når der bevilges løntilskud. For at undgå misforhold er det vigtigt at tage de ordinært ansatte på virksomheden med i beslutningen, siger Poul Hansen.
Han er enig med Harald Børsting, der hellere så de mange millioner kroner brugt til efteruddannelse og opkvalificering.
- Virksomhederne råber på folk med kvalifikationer, men der har været meget fokus på at få ledige i job med løntilskud. Beskæftigelsesministeren må sørge for, at de ledige, der kan opfylde kravene til et ordinært arbejde, også får ét, siger LO-sekretæren.
Han opfordrer på baggrund af Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelse, at regeringen sætter en kampagnen i værk for at få virksomhederne til at ansætte folk på ordinære vilkår.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland