12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nedsat arbejdstid giver velfærd

Nedsat arbejdstid giver velfærd

Torsdag, 09. marts, 2006, 00:00:00

Økonom Jesper Jespersen går stik imod anvisningerne fra Velfærdskommissionen. Nedsat arbejdstid sikrer lav arbejdsløshed og vi får råd til velfærd, lød det på lørdagens OK-konference

Arbejdstiden var et af de spørgsmål, der blev sat til debat blandt de 175 deltagere i overenskomstkonferencen i lørdags.
Den debat skulle Jesper Jespersen, økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission, varme op til.
Han lægger ud med en pointe, der nok ikke umiddelbart vækker jubel i arbejdsgiverkredse eller hos regeringen.
- Efterspørgsel og velfærd kan øges ved at sætte arbejdstiden ned.
Jesper Jespersen har valgt at koncentrere sit indlæg om, hvordan man sikrer en lav arbejdsløshed uden at komme til at mangle arbejdskraft. Det vil kræve brug af to 'instrumenter', begge med stor indflydelse på beskæftigelsen, en økonomisk politik der sætter gang i beskæftigelsen og arbejdstiden.
- Det er godt at have et arbejde, men man behøver ikke arbejde så meget og hårdt, at man bliver slidt ned af det. Set i et velfærdsperspektiv er der meget mere idé i at arbejde mindre. Det giver plads til nye kolleger, og der bliver mere overskud i hverdagen til familien og børnene. Endelig - og det er nok så vigtigt - så vil det give rum til de grupper, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet, siger Jesper Jespersen, der betegner sig som medlem af Den Egentlige Velfærdskommission.
Økonomen taler overbevisende om, hvordan arbejdsliv spiller en afgørende rolle for den velfærd vi har og for situationen på arbejdsmarkedet.

Overarbejde ind i OK
Hvert år forsvinder der 40.000 job i dansk erhvervsliv som led i den almindelige globalisering og arbejdsdelingen på globalt plan. Flytter arbejdspladserne ikke til udlandet, sker der en kraftig specialisering.
- Alene det at skabe erstatning for de mange arbejdspladser der forsvinder på den konto, kræver nedsat arbejdstid, der kan sikre en fortsat lav arbejdsløshed, påpeger Jesper Jespersen. Han afviser argumenterne om, at den eneste vej til sikring af fremtidens velfærd hedder forhøjelse af arbejdstiden og en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, som foreslået af regeringens Velfærdskommission.
Der bliver lagt et voldsomt pres på den enkelte for at arbejde over i dag og Jesper Jespersen indrømmer, at det er svært at holde arbejdstiden nede med god gang i økonomien.
- Den enkelte nyder selvfølgelig godt af overarbejdet her og nu med nogle ekstra kroner på kontoen. Derfor er den eneste måde at komme ekstraarbejdet til livs på at få det ind i de kollektive overenskomster.

Fald i arbejdstiden
Jesper Jespersen havde haft de historiske briller på som forberedelse til sit oplæg. Han havde kigget på arbejdstidens udvikling over 50 år.
- Der er sket et dramatisk fald i arbejdstiden fra 2.200 timer om året til 1.500 timer i dag. Den gennemsnitlige arbejdstid for en fuldtidsbeskæftiget er reduceret med en tredjedel. Det skete især i 60`erne og er siden blevet fulgt op af andre tiltag, der har været med til på den ene eller anden måde at give en reduktion i arbejdstiden. Det gælder blandt andet indførelsen af efterlønnen og senere den sjette ferieuge.
Uden at forholde sig til om nedsat arbejdstid skal være et konkret krav til overenskomstforhandlinger, lyder det fra økonom Jespersen:
- Overenskomsterne foregår på et gunstigt tidspunkt med lav arbejdsløshed. Der er intet i den økonomiske situation, der taler for at arbejdstiden skal op, eller at vi ikke skal stille krav om nedsat arbejdstid.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland