Forslaget om at omdanne de kommunale vandværker til aktieselskaber og gøre det muligt at tjene penge på vand får kold skulder i Folketinget
Skæbnen for det danske drikkevand afgøres i løbet af de næste uger: Medlemmerne af Folketingets miljøudvalg går nu i gang med at forhandle om, hvorvidt der skal åbnes op for profit på vand og kommunale vandværker omdannes til aktieselskaber, som private firmaer kan opkøbe.
Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, er tavs, da Arbejderen vil høre om regeringens holdning.
- Vi skal til at forhandle. Det vil vi have ro til. Derfor vil jeg ikke fortælle, hvad vi lægger op til, og om der er tiltag, vi på forhånd tager afstand fra, siger Vesselbo til Arbejderen.
Forhandleren fra Konservative er mere snakkesalig.
- Vi er klar til at omdanne vandværkerne til aktieselskaber, men de skal ikke sælges. De skal forblive kommunale. Der skal indføres en professionel ledelsesmetoder, men der skal ikke private ind. Desuden vil vi bevare hovedelementerne i hvile-i-sig-selv princippet. Jeg vil ikke uddybe, hvad der skal bevares, men det skal ikke være muligt at danne profitselskaber, fastslår Christian Wedell-Neergaard.
Modstanden rækker langt ind i de borgerliges egne rækker. Danske vandværkers forening, DANVA, der er meget kritiske overfor liberalisering, har en konservativ borgmester i sin bestyrelse samt et byrådsmedlem fra henholdsvis Venstre og Konservative. Formanden for Kommunernes Landsforenings tekniske udvalg, der ligeledes pure afviser at åbne op for profit på drikkevand, er Venstre-borgmester.
Dansk Folkeparti afviser også at begrave hvile-i-sig-selv princippet og sælge ud af vandværkerne.
- Vi er meget skeptiske overfor at fjerne princippet om, at prisen på vand kun må udgøre, hvad det rent faktisk koster at producere. Det samme gælder forslaget om at omdanne vandværkerne til aktieselskaber. Vi har endnu ikke fået nogle gode begrundelser for de to vigtigste forslag. Vi vil gerne se på, om der kan effektiviseres, men jeg tror ikke på, at der sker den store revolution. Jeg har svært ved at se, hvor regeringen vil finde sit flertal. Jeg har ikke hørt nogen, der er positive overfor ideen - ikke engang blandt regeringens egne medlemmer, siger Dansk Folkepartis mand i Miljøudvalget, Jørn Dohrmann.
Samme opfattelse har Enhedslistens medlem af Miljøudvalget:
- Det her er mest en ide i Finansministerens og Konkurrencestyrelsens hoveder. Desuden presses der massivt på fra Dansk Industri og landbruget, der håber på at de som store kunder, bedre vil kunne forhandle sig til større rabatter på vandprisen. Desuden kræver EU og WTO adgang til at eksempelvis de store franske private vandselskaber kan tjene penge på vand, siger Per Clausen fra Enhedslisten til Arbejderen.
Efter planen skal forhandlingerne om indretningen af fremtidens vandsektor være færdige i løbet af foråret. Første forhandlingsmøde er på tirsdag den 21. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278