Firmaer, der har en overenskomst, skal kunne importere østarbejdere uden kontrol, foreslår et flertal i Folketinget
Partierne bag den nuværende østaftale er ved at samle sig om en lempelse, der betyder, at tre ud af fire østarbejdere kan komme ind i Danmark, uden nogen individuel registrering.
Forslaget betyder nemlig, at virksomheder, der bliver forhåndsgodkendt, frit kan hente østeuropæisk arbejdskraft ind til Danmark, uden kontrol.
Forhåndsgodkendelsen gives til virksomheder, der har overenskomst.
Ole Sohn, der er manden bag ideen, forklarer til Børsen, at han forestiller sig, at arbejdergiverorganisation og fagbevægelse skal godkende virksomhederne.
- Så kan myndighederne bruge kræfterne på at få afdækket de brådne kar, siger Ole Sohn.
Carsten Bansholm fra 3F- Byg - Jord og Miljø i København er positiv:
- Vi er ikke afvisende overfor forslaget. Vi foretrækker, at østarbejderne bliver ansat i de danske virksomheder, frem for at firmaerne begynder at hente dem ind via udstationeringsdirektivet, siger Carsten Bansholm til Arbejderen.
- Så slipper de til gengæld for en egentlig sagsbehandling af hver enkelt og dét bureaukrati, der ligger i dét.
Han er ikke bekymret for, om det vil medføre et pres på de danske lønninger i byggebranchen.
- Østaftalen virker på den måde, at østarbejderne skal have den løn, som de ansatte på arbejdspladsen får, uanset hvordan dén løn er fremkommet. Og det er i hvert fald vores klare udgangspunkt, at de selvfølgelig skal have samme løn som en dansk arbejder, der laver det samme. Det kan ikke diskuteres, siger han.
- Vi kunne også tænke os, at der blev mere præcise krav til indlogering og den slags. Men grundlæggende er vi med på ideen, siger Bansholm.
Blåstempler de kristelige
Anders Munk, der er formand for Træ-Industri-Byg i Århus er ikke umiddelbart begejstret for forslaget:
- Det vil ikke gøre det nemmere for os, tværtimod. For det vil jo indebære, at der ikke ligger individuelle registreringer af den enkelte østarbejder. Det betyder, at vi får endnu mere arbejde med at rende rundt og tjekke, at tingene også i praksis er i orden, siger han til Arbejderen.
Anders Munk rejser også spørgsmålet om, hvad Hjort Frederiksen forstår ved 'virksomheder, der har overenskomst'.
- Aftalen vil, så vidt jeg kan se, indebære, at også virksomheder, der har en kristelig overenskomst, eller en anden form for gul eller discount-overenskomst, også kan blive godkendt. Og det er jeg da ikke positiv overfor, siger Anders Munk.
Også Carsten Bansholm frygter, at lempelsen vil betyde en blåstempling af de kristelige.
- Den vej rundt kan der komme løntrykkeri, siger han.
Ifølge Anders Munk er der stærke kræfter i gang for at få østaftalen helt væk.
- Flere markante Venstrefolk, blandt andet Anne Jensen, der sidder i EU-parlamentet har talt varmt for helt at fjerne østaftalen, fortæller han.
- Vi skal passe på, at de ikke pludselig løber os over ende i en situation, hvor vi tror, at østaftalen er sikker for at blive forlænget, siger han.
Ifølge Børsen er der blandt forligspartierne stor enighed om, at det er sidste gang, at østaftalen bliver forlænget.
Der er møde i forligskredsen bag østaftalen igen i slutningen af marts.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets tal var der i januar 2006 ialt 3655 aktive arbejdstilladelser for østeuropærere, og 75 procent af disse arbejder i firmaer, der er dækket af en overenskomst.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278