Beskæftigelsesministeren forsøger at cementere det enstrengede system ved at indfører forsøg i 14 kommuner
14 kommuner i Danmark skal fra 1. januar næste år starte forsøg med et enstrenget system, hvor arbejdsløse a-kassemedlemmer og arbejdsløse på kontanthjælp skal henvende sig ved det samme bord.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har valgt at udpege 14 forsøgskommuner i stedet for de ti, som var aftalt i forliget om strukturreformen. Dermed kommer forsøgsordninger til at omfatte kommuner med tilsammen en million indbyggere.
De 14 kommuner er Odense, Esbjerg, Vejle, Næstved, Herning, Sønderborg, Holbæk, Helsingør, Høje-Taastrup, Thisted, Brønderslev, Dronninglund, Rudersdal og Rebild.
I alle andre kommuner beholder staten ansvaret for a-kassemedlemmerne og staten og kommunerne samarbejder omkring arbejdsløse på kontanthjælp.
- Det er en kommunalisering af arbejdmarkedspolitikken. Regeringen vil fritage staten for et ansvar for at bekæmpe ledigheden og sende problemerne ud i kommunerne. Men arbejdsmarkedet bryder kommunegrænserne og holder sig ikke snævert inden for kommunen. Det er en svækkelse af at kunne føre en ordentlig arbejdsmarkedspolitik. De konkrete C-centre er et forsøg på at indføre det fuldstændige enstrengede arbejdsmarkedssystem, siger Søren Becher, a-kasseleder i 3F Lager, Post & Servicearbejderne, til Arbejderen.
Ansvaret for arbejdmarkedspolitikken bliver lagt i hænderne på de kommunale politikere i byrådene og derved svækkes fagforeningernes indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken.
Beslutningen om at lave 14 forsøgskommuner i stedet for ti har skabt vrede i Dansk Metal og i 3F ærgrer man sig. Det viser, at Folketinget skal passe på med at give ministeren beføjelser, påpeger Valther Andersen, leder af arbejdsmarkedssekretariatet i Dansk Metal.
- Jeg har meget svært ved at se nogen grund til det, men det er åbenbart Hjort Frederiksens stil, siger Poul Hansen, leder af 3Fs arbejdsmarkedspolitiske sekretariat.
Fem af de 14 kommuner der er udpeget som forsøgskommuner, har udført ulovlig aktivering eller stærkt kritisabel aktivering. De fem kommuner er Odense, Esbjerg, Vejle, Herning og Thisted.
Det undrer Elisabeth Geday fra Det Radikale Venstre, at fem kommuner der har overtrådt loven, kan være forsøgskommuner og stå for indsatsen for at skaffe alle typer arbejdsløse i arbejde.
- Det undrer mig meget, at der er så forholdsvis mange kommuner, der er afsløret i konkurrenceforvridning og andre kritisable forhold med blandt de 14 forsøgskommuner, siger hun til 3F nyhedsbrevet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278