12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh gradbøjer ytringsfriheden

Fogh gradbøjer ytringsfriheden

Onsdag, 15. marts, 2006, 00:00:00

Selv om statsministeren også er pressens minister, har han ikke tænkt sig at gå ind i sagen om censuren mod dagbladet Arbejderens hjemmeside

Det bekymrer ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen, at politiet har overtrådt medieansvarsloven og udøvet censur mod dagbladet Arbejderens hjemmeside.

Det var den klare melding fra statsministeren, da han i går holdt sit ugentlige pressemøde.

Her var dagbladet Arbejderens redaktør, Birthe Sørensen, mødt op for at spørge statsministeren om, hvordan han stiller sig til, at Københavns Politi for to uger siden censurerede Arbejderens hjemmeside.

- Såvidt jeg er orienteret, er det ikke politiet, men internetudbyderen, der har fjernet dokumentet, lød statsministerens svar og henviste i øvrigt til, at det var en sag for Københavns Politi og ikke regeringen.

Til redaktørens indvending om, at dokumentet jo var fjernet på baggrund af en henvendelse fra politiet til internetudbyderen, og dermed overtrådte politiet medieansvarsloven, lød statsministerens svar blot endnu engang, at det var en sag for politiet.

Og statsministeren har heller ikke tænkt sig at gå ind i sagen, selv om han er pressens minister, lød hans slutreplik til Arbejderens redaktør.

- Sagen viser med al tydelighed, at statsministeren gradbøjer ytringsfriheden. Hvis det her var sket overfor Jyllands-Posten, ville han have reageret helt anderledes, siger Birthe Sørensen.

- Så snart vi nærmer os debatten om Muhammed-tegningerne, er der ingen grænser for, hvor meget Fogh forsvarer pressefriheden. Det viste sig også på pressemødet, hvor han til et andet spørgsmål kom med en længere forklaring om pressefrihed og fastslog, at i en retsstat er der kun domstolen, som kan dømme. Men overfor Arbejderen har han lige sagt, at det er helt i orden, at politiet har fået fjernet et dokument fra vores hjemmeside ved at true vores internetudbyder.

Det er dog ikke sidste gang, statsministeren kommer til at udtale sig i sagen. Per Clausen, som er medieordfører for Enhedslisten, har nu stillet et paragraf 20 spørgsmål i Folkeinget: "Statsministeren bedes oplyse, om han som pressens minister mener, at det er acceptabelt, at politiet har lukket dele af dagbladet Arbejderens hjemmeside uden dommerkendelse, og uden at man efterfølgende har rettet nogen form for henvendelse til Arbejderen om det skridt, man har taget, og det juridiske grundlag herfor?"

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland