De unge i HK vil i samarbejde med andre unge faglige folk sætte gang i en kampagne imod Fogh regeringen
Både kvinder og mænd skal kunne gå på barselsorlov uden at blive straffet på pensionsopsparingen. Derudover skal arbejdsmiljøloven også gælde for skoleelever og spørgsmålet om integration starter i skolen.
Det er et par udklip af HK Ungdoms nye holdningsprogram, der blev vedtaget i weekenden på deres kongres på Esbjerg Højskole. For at få det nye holdningsprogram ud blandt medlemmerne og befolkningen starter HK Ungdom en kampagne mod regeringen.
- Vi vil gå sammen med nogle af de andre ungdomsorganisationer i en kampagne, hvor vi vil bruge vores holdningsprogram. Der er flere ting, som regeringen ikke har gjort skide godt. Blandt andet er folkeskolen ved at blive ført tilbage til den gamle sorte skole. Vi vil gøre opmærksom på det ved en landsdækkende kampagne, siger Kristian Berggren, formand for HK Ungdom, til Arbejderen.
En del af formålet med kampagne er også at gøre det nye holdningsprogram synligt. Hvilke spørgsmål der skal sættes i centrum, er endnu ikke afgjort. Men Kristian Berggren kunne forstille sig, at kampagnen satte lys på de unges ansættelseskontrakter eller rettere manglen på samme.
Siden arbejdsgivernes bøde for at overtræde loven om ansættelseskontrakter er sat ned, er de fleste arbejdsgivere ligeglade, er Kristian Berggrens oplevelse. En bøde på to til tre tusinde kroner ryster ingen arbejdsgiver.
De unge er også trætte af at blive udnyttet som billig eller gratis arbejdskraft. HK Privat vil nu stille krav om en overenskomst over for Impuls Motionscenter i Holte, der ansætter unge i receptionen, hvor lønnen er gratis træning og sol. Den branche er pilrådden, mener HK.
Uanset hvad de unges kampagne lander på, skal den bæres igennem af lokale aktive i HK Ungdom og andre organisationer, der går med i en kampagne imod regeringen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278