12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modstandsfolk mod terrorlov

Modstandsfolk mod terrorlov

Onsdag, 15. marts, 2006, 00:00:00

Horserød-Stutthof Foreningen vender sig imod retssagen mod foreningen Oprør og kræver hædersgave genoprettet

'Terrorlovgivningen er i klar modstrid med den i Danmark grundlovssikrede ytringsfrihed'.
Det slår fast i en udtalelse der blev vedtaget på generalforsamling i Horserød-Stutthof Foreningen i lørdags.
Foreningen består af tidligere modstandsfolk, deres efterkommere samt andre der har tilsluttet sig modstandsbevægelsens frihedsidealer. Foreningens medlemmer frygter, at Danmark med de seneste terror-love er ved at ændre sig fra en retsstat til en politistat.
Deltagerne i generalforsamlingen besluttede også at sende en henvendelse til statsministeren sammen med foreningen Aktive Modstandsfolk. Heri kræver de en genopretning af den hædersgave, som er blevet tildelt til besættelsestidens ofre. Beløbet udgør i dag mindre end halvdelen af det oprindeligt fastsatte beløb. Hædersgaven blev i sin tid fastsat til at skulle udgøre ti procent af årslønnen for en faglært metalarbejder i hovedstaden. I dag svarer det til 33.991 kroner, men gaven er kun på 14.000 kroner årligt.
Sanger og musiker, Kurt Wilken, fik overrakt en Stutthof-plakette på generalforsamlingen af Anton Nielsen, formand for Horserød-Stutthof Foreningen. Han fremhævede Kurts trofasthed mod den socialistiske idé, og takkede ham for de mange timer, han gennem årene har underholdt medlemmerne med både røde og muntre sange.
Generalforsamlingen valgte også bestyrelse. Anton Nielsen blev genvalgt som formand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland