Faglige aktioner og støtte til international fagbevægelse kan risikere at blive kriminaliseret som terrorisme eller støtte til terrorisme, frygter 3F
Hvis strejkende arbejdere blokerer en busstation eller en trafikeret gade, er det så kriminelt ifølge den danske terrorlovgivning?
Når 3F yder økonomisk støtte til det palæstinensiske LO, der også rummer medlemmer Hamas, der er på EU`s terrorliste - er det så en kriminel støtte til terror?
Hvis Danmark følger en WTO-beslutning og registrerer medlemmer i alle foreninger, der yder velgørenhed, gælder det så også danske fagforeninger, når de støtter kollegaer i udlandet?
Disse og mange andre spørgsmål om terrorlovene konsekvenser for fagbevægelsen og den faglige kamp er emnet på en konference, som forbundet 3F afholder den 21. marts.
- Vi holder konferencen for at informere vores tillidsfolk og folk i afdelingerne om terror-lovgivningen, både den der er vedtaget og den der er på vej. For det er vores opfattelse, at de skærpelser der ligger i lovgivningen, risikerer at få indflydelse på den måde, vi fører faglig kamp i Danmark på, forklarer Caja Bruhn fra 3F`s internationale udvalg i København, der er med til at arrangere konferencen.
- Prøv at tænke tilbage på storkonflikten 1985, hvor vi blokerede broerne i København. Eller Ri-Bus-konflikten ti år senere. Det er kendte eksempler på faglig kamp. Men med de nye terrorlove, ville vi så kunne dømmes for terrorisme i dag? Det vil vi prøve på at få belyst på konferencen, fortæller Caja Bruhn.
Folketingspartiernes politiske ordførere er inviteret med på konferencen, der som oplægsholdere har advokat Niels Forsby, som vil gennemgå de nye terrorloves paragraffer, og John Jacobsen, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub Han har selv oplevet aktionerende stilladsarbejdere blive kaldt 'terrorister' i arbejdsgivernes brancheblad, med opfordring til politiet om at han som 'øverste ansvarlige' skulle anholdes.
- Organisationen Greenpeace er som noget helt nyt blevet dømt for en i øvrigt ganske uskyldig aktion, som nogle Greenpeace-aktivister lavede. Kan faglige organisationer dømmes på samme måde for medlemmernes faglige aktioner, som måske rummer elementer af 'civil ulydighed'? Der er mange spørgsmål i dette her, og vi ønsker at vores tillidsfolk får belyst dem så grundigt som muligt, forklarer Caja Bruhn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278