Det er en bevidst strategi, at regeringen skærer indtægter væk fra statskassen, for at kunne retfærdiggøre nedskæringer i velfærd, siger SF-ordfører
VC-regeringen vil give banker og sparekasser en ekstra skattelettelse på 90 millioner kroner om året.
Det skal ske ved at fjerne den såkaldte hensættelsesafgift, som pengeinstitutionerne betaler i dag.
Hvert år hensætter bankerne mellem fire og fem milliarder kroner til fremtidige tab, og på den måde undgår de at betale skat af de mange penge.
Ifølge Børsen har bankerne ialt 30 milliarder kroner stående på deres bugnende hensættelseskonti.
Men nu kræver de nye fælles regnskabsregler i EU - de såkaldte IAS-regler - at Danmark strammer reglerne for, hvor meget bankerne må hensætte til tab. De danske regler har hidtil været meget liberale, og har givet bankerne vide muligheder for skatteunddragelse.
Men ifølge VC-regeringens logik skal en sådan ændring, der betyder en ekstra skatteregning til bankerne, modregnes af en tilsvarende lempelse. Ellers vil skattestoppet ifølge regeringen være brudt. Det er argumentet for at give bankerne 90 millioner kroner.
Bankerne har ellers kunnet fremvise rekordoverskud i de seneste år. Således havde Danske Bank sidste år et rekordoverskud på 18 milliarder kroner før skat. Nordea Bank fik 22,7 milliarder kroner på bundlinien. I forvejen slipper bankerne billigt i skat, fordi selskabsskatten nu er nede på 28 procent.
Men det er ikke den eneste skattelettelse til erhvervslivet, som regeringen har på tegnebrædtet.
I går andenbehandlede Folketinget således et forslag, der skal lempe pligten for mindre virksomheder til at få sit regnsskab revisorgodkendt.
Ifølge tal fra Erhvervsministeriet vil ialt 7000 selskaber dermed blive fritaget for at få kontrolleret deres regnskaber.
En virksomhed kan slippe for revisorkontrol, hvis den opfylder to ud af følgende tre kriterier: omsætningen skal være mindre end 3 millioner kroner, overskuddet må ikke overstige 1,5 millioner kroner, antal ansatte må ikke overstige 12 medarbejdere.
Morten Homann, der er skatteordfører for SF, tør ikke spå om, hvor mange penge statskassen mister med lempelsen af revisorpligten.
- Vi har hele tiden de hér sager om lettelser til erhvervslivet. Hver især syner de ikke af så meget. Men sammenlagt bliver der i hvert fald givet skattelettelser til erhvervslivet for en milliard om året, bare hvis man regner disse smålettelser sammen, siger Morten Homann til Arbejderen.
- Og det bliver jo akkumuleret. Så under den her regering bliver det til mindst fem milliarder kroner. Det kunne man have fået mange velfærdsforbedringer for, siger SF`eren.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en bevidst strategi fra regeringens side. Det er jo pokkers besværligt at få folk til at acceptere, at der skal skæres ned i velfærden. Så er det meget lettere att skære ned i statens indtægter og bruge det som argument for nedskæringerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278