12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Psykiatrien producerer syge

Psykiatrien producerer syge

Torsdag, 16. marts, 2006, 00:00:00

Ansatte i psykiatrien i Århus Amt slår alarm. Flere års nedskæringer sætter tydelige spor i form af flere voldstilfælde, langtidssygemeldinger og flugt fra jobbet

Det er ikke sjovt at møde på arbejde, når angsten tager over, så snart man træder ind af døren. Ikke desto mindre er det virkeligheden for mange af de ansatte indenfor psykiatrien i Århus Amt.
- Kollegerne mærker hver dag, at der er for få hænder til de mere og mere krævende patienter. De fleste af vores sengeafdelinger er normeret til 16 patienter, men det er mere normen at vi har 18, ja sommetider 19 patienter, siger Bent Hvolby, fællestillidsmand på Psykiatrisk Hospital i Århus til Arbejderen.
Konsekvenserne af det øgede arbejdspres er da heller ikke udeblevet.
- Bare indenfor det seneste år er tre til fire personer stoppet på jobbet. Yderligere fem eller seks er langtidssygemeldt, og nogle af dem går med alvorlige overvejelser om også at kvitte arbejdet. Hvis der ikke gøres noget for at sikre os bedre arbejdsforhold, så ender det med, at vi selv fylder sengene op på de psykiatriske afdelinger, lyder det galgenhumoristisk fra Bent Lykke, tillidsmand for 120 ansatte i Retspsykiatrien.
De ansatte på Psykiatrisk Hospital ligger helt i top hvad angår sygefraværet i Århus Amt. Helt slemt ser det ud på de tre retspsykiatriske afdelinger, der modtager psykisk syge, der har begået meget voldsom kriminalitet. Her var der sidste år et samlet sygefravær på 15-16 procent.
- Vi er ekstra belastede på grund af patientkategorien, hvor vi er truet fysisk såvel som psykisk fra vi træder ind af døren. Ud af de 500 sygemeldinger vi havde i 2005, var de 412 med psykiske symptomer, altså med tegn på, at kollegerne ikke længere magter deres arbejde. Der er registreret 88 fysiske skader, der dækker lige fra blå øjne, forstuvede arme, hjernerystelser og flækkede øjenbryn, lyder remsen fra Bent Lykke.
Nu ønsker de ansatte politisk handling. I en udtalelse vedtaget på generalforsamling i sidste uge i den faglige klub i Århus - FOA Psykiatri - skydes der med skarpt mod regeringens skattestop. Det får sin del af skylden for de konstante besparelser, der pålægges amterne.
'Nu må nedskæringerne stoppe og amtet må finde flere penge - at det betyder de må gå til regeringen er en anden sag - men penge skal der til, mange penge', hedder det utvetydige budskab fra næsten 700 medlemmer af psykiatri-klubben.
Karen Stæhr, næstformand i forbundet FOA, forstår medlemmernes frustrationer.
- Der er ingen tvivl om, at der er elendige arbejdsforhold mange steder indenfor psykiatrien. De meldinger vi får fra tillidsfolk og de lokale afdelinger, tyder på, at arbejdsforholdene bliver værre og værre, siger Karen Stæhr til Arbejderen.
Ud over at situationen er uholdbar i forhold til de ansatte, er det også uanstændigt overfor de psykisk syge, understreger hun.
- De har krav på en ordentlig behandling og ikke bare opbevaring.
De ansatte på Århus Psykiatriske Hospital holder stormøde i dag, hvor arbejdsmiljøet og hvad der skal til for at gøre det bedre er sat til debat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland