De imperialistiske lande har selv fremavlet den ekstreme islamisme, for at bruge den i kampen mod de revolutionære kræfter i de arabiske lande, siger Tabish Khair

Kalenderen fortæller, at det er uge 11.
Men måske er det snarere uge syv, regnet fra den dag, da den såkaldte Muhammed-krise for alvor begyndte at eskalere og satte gang i en politisk udvikling, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af.
En politisk krise, som mange danskere nok helst vil glemme. Men som vi hellere skulle tage ved lære af den, for den afslører nogle ømme punkter: vores manglende bevidsthed om, at Danmark er blacklistet som en imperialistisk krigsførende nation ude i verden, på grund af Irak-besættelsen. Samt mange danskeres mangel på viden om hele den muslimske verden, dens kultur og historie.
På Arbejderens redaktion har vi besluttet at grave ned i, hvordan de sidste uger opleves af en almindelig progressiv muslim.
En iskold martsdag drager jeg op på Århus Universitet, for at få svar på mine spørgsmål. Målet er Tabish Khair, der er digter og underviser i engelsk på instituttet. Han er født og opvokset i Indien. Først som 30-årig forlod han sit hjemland. Nu bor han i Danmark, sammen med sin danske kone og deres to børn.
Tabish Khair forklarer om sin baggrund:
- Jeg er ikke religiøs. Jeg tror ikke på nogen gud. Men jeg er alligevel muslim. For jeg kommer ud af en muslimsk kultur og historie. Der er her i Danmark en meget fordomsfuld opfattelse af, hvad muslimer er. Men muslimer er lige så forskellige som danskere, også i deres forhold til religionen. Nogle muslimer beder fem gange om dagen, nogle beder en gang om ugen, andre beder slet ikke, eller de er slet ikke troende, indleder han.
- Det er lige som danskerne: Mange siger, at de er kristne og medlem af folkekirken, men de går aldrig i kirke, og det betyder ikke noget for deres dagligdag.

Klemt mellem de reaktionære
Tabish lægger ikke skjul på, at de sidste uger har været svære for ham:
- Vi muslimer er under pres fra to sider: fra de stærkt religiøse muhamedanere, der forkynder den rette måde at dyrke sin religion på. Og fra den vestlige verden, der regner alle muslimer for at være stærkt troende. Det betyder, at det rum, hvor du kan være en almindelig muslim - måske religiøs - men først og fremmest et demokratisk og sekulært menneske, bliver stadig mindre, forklarer han.
- Det er helt nødvendigt, at alle vi ikke-religiøse muslimer nu står frem og kræver vores ret til at blive respekteret. Men det er jo i sig selv krænkende, at det skal være sådan. Mange muslimer værger sig ved at blive forhørt om deres forhold til religion, fordi de finder, at det er en privatsag.
Netop dén dag, hvor vi møder Tabish Khair, har Mogens Camre fra Dansk Folkeparti begået et nyt hadsk indlæg mod muslimer i Kristeligt Dagblad under overskriften 'Islam er uforenelig med demokratiet'.
Jeg viser det til Tabish og beder ham kommentere det. Man kan ligefrem se, hvordan væmmelsen fryser fast i ham, efterhånden som han læser.
'De mennesker, som i den seneste måned har brændt ambassader og danske europæiske og amerikanske flag af !er ikke alle islamister. De er overvejende ganske almindelige primitive uoplyste muslimer, som ikke fatter ret meget af den verden, de lever i!Deres afgørende problem er, at deres selvopfattelse ikke rummer nogen forståelse for, at det er deres kultur, herunder som det helt centrale deres religion, der bærer skylden for deres håbløse liv', skriver Camre og kalder islam for ' en middelalderreligion, som er indført fra tilbagestående diktaturlande.'
- Det er jo et utroligt udsagn. Og en ekstrem generalisering. Det dér kunne man sige om enhver religion. Er der nogen religioner, som ikke har en ekstrem fløj? Har den kristne -katolske kirke ikke også en ekstrem variant, fnyser han.
- Men i virkeligheden tænker Mogens Camre selv middelalderligt: han taler som en kolonialist fra det forrige århundrede.
'Verden vil i de kommende to-tre årtier være præget af den islamiske verdens problemer, den indre magtkamp om de alt for få ressourcer, der skyldes en kultur, der ikke producerer ret meget af værdi', messer Camre videre.
- Det er jo et meget velkendt liberal argument fra det sidste århundrede: de fattige er fattige, fordi de er født sådan. De er dovne og gider ikke arbejde. Det er en gammel imperialistisk tænkning, kommer det iskoldt fra Khair.

Stærk demokratisk tradition
- Hvis alle muslimer virkelig er sådan, så er der jo ikke nogen udviklingsmuligheder for disse samfund. Så er der kun to muligheder tilbage: enten skal man tage deres identitet fra dem, eller man skal slå dem ihjel. For de er - som folkeslag - en forhindring for udvikling. Er det dét Pia Kjærsgaard mener? Så skulle hun hellere sige det, for det er konsekvensen af den tænkning, fortsætter han.
Tabish Khair hæfter sig især ved påstanden om, at islam er uforenelig med demokrati.
- Der er en hellig alliance mellem disse reaktionære kræfter. Mellem Camre og de ekstremt reaktionære muslimer, der definerer demokrati som 'et vestligt fænomen'. De føder hinanden med argumenter. Men sandheden er faktisk, at der er en stærk demokratisk tradition i mange arabiske lande, fortæller Tabish, og kaster sig derefter over at fortælle om nogle træk ved Mellemøstens historie.
- Gennem 50érne, 60érne og 70érne var der stærke revolutionære bevægelser i de arabiske lande, som for alvor truede stormagternes interesser. Og de vestlige imperialister støttede aktivt religiøse diktatorer i deres bestialske undertrykkelse af kommunister og revolutionære i de arabiske lande. Mens de røde blev fængslet og myrdet i Tyrkiet, Pakistan og andre lande, så de vestlige magter bare passivt til. Og de brugte små, stærkt islamiske partier som modtræk til kommunisterne. Afghanistan og USA`s træning af muhajedinere er et ekstremt eksempel. Men det er sket i mange andre lande også, fortæller den muslimske inder.
- De, der nu taler om værdikamp, kommer selv fra politiske partier og ideologier, som tilbage i 60'erne og 70'erne bevidst fremmede den ekstreme islam. De har selv skabt den til deres eget formål, fastslår han.

Fundamentalismen
Men hvorfor vinder den islamiske fundamentalisme så stor udbredelse i de sidste par årtier?
- Vi må som marxister og socialister analysere de objektive faktorer, der gør det muligt, indleder Tabish.
- I enhver kultur eller religion er der den slags ekstreme kræfter. Nazister, Ku Klux-Klan, ekstreme islamister. Men hvad er det for nogle årsager, der gør, at de pludselig går fra at være små isolerede grupper til at opnå bred folkelig appel? Vi så det under Hitler. Og tilsvarende må vi analysere udviklingen i de arabiske lande: hvad er det for nogle faktorer, der gør, at den mere ekstreme - stærkt religiøse - form for islamisk fundamentalisme, pludselig kan vinde så stor udbredelse?
Og han fortsætter selv:
- Svaret er, at mange muslimer i årtier har følt sig udbyttet og undertrykt af den vestlige imperialisme. De er mistænksomme, frustrerede. Og derfor lykkes det fundamentalismen at få tag i så mange unge.
- Hvilke valg har en almindelig arbejder i disse arabiske lande efterhånden? Socialister og kommunister er døde eller drevet i eksil. De kan vælge mellem at tilslutte sig regeringen, som de hader, eller fundamentalisterne, fortæller Khair.
- Min pointe er: Fundamentalismen ér en fare, men hvem har gjort den eksisterende situation mulig? Det har vesten.
Men fundamentalismen har ifølge Tabish også gode kår hos de muslimer, der lever som indvandrere i Europa og resten af den vestlige verden.
- Vi bliver i realiteten gjort kulturløse. I Indien, Pakistan og Ægypten er det helt yt at studere historie, litteratur eller film. Nej, man studerer medicin, ingeniør, computer eller business management. Den muslimske verden - og hele den østlige verden - forsøger desperat at catche up med vesten. Og vesten har altid fortalt os at vores kultur og litteratur er uden værdi. Som britiske Lord Maacaulay formulerede det i det 19 århundrede: 'Én hylde i et europæisk bibliotek er mere værd end al det litteratur, der er i Indien og Arabien.'
- Så snart, de moderne professionelle bevæger sig til vesten, bliver de konfronteret med en stor fattiggørelse. Til deres professionelle træning føjes den vestlige selvoptagethed, det faktum, at ikke-vestlig kulturel arv er endnu mindre synlig her i den offentlige debat og på de grundlæggende uddannelser, end i deres hjemland. De søger efter en identitet at holde sig til. Og dén gren, som de ofte klamrer sig til, er den gren, som både islamiske fundamentalister og vestlige hersker hylder: nemlig den ordrette islam, hvor de socio-historiske blade er plukket af og dets kulturelle blomster er smadret.

11.september.
For Tabish Khair er 11. september 2001 en historisk mærkedag, fordi den udløste en helt ny politisk situation.
- Jeg vil slet ikke kaste mig ud i nogle konspirationsteorier om, hvem der stod bag bombningerne af World Trade-tårnene, indleder han.
- Men det er en kendsgerning, at 11.september-angrebet kom i en situation, hvor der var ved at udvikle sig en virkelig stor anti-globaliseringsbevægelse, som også havde potentiale til at blive en modstandsbevægelse med et stadig mere socialistisk perspektiv, fastslår Khair.
- Terrorangrebet betød, at mange folk pludselig følte, at de var under angreb, at de måtte rykke sammen mod fjenden udefra. Dermed mistede de det fokus, som der ellers var ved at blive i kampene. Det samme sker i dag: det lykkes at få folk, både i den vestlige verden og i den arabiske verden til at føle, at de er under angreb udefra. På dén måde kan denne 'civilisationernes krig' aflede fra de virkelige modsætninger i verden.
Han vender tilbage til udviklingen i USA, som han kalder 'tragisk og helt uholdbar':
- Vi taler om verdens rigeste land, der svælger i penge. Og stadig større dele af befolkningen lever i dyb, dyb fattigdom. Den mængde penge, som Bush har taget ud af det amerikanske samfund til Irak-krigen, er helt ufattelig. Og det allermeste går til de store vestlige koncerner i Irak, siger Tabish.
- Tag for eksempel bare deres sikkerhedsservice. Jeg læste i et anerkendt magasin, at der er mange flere bodyguards og sikkerhedsfolk, udsendt fra vestlige koncerner, end der er soldater i Irak. Det er jo også en måde at skjule udgifterne til besættelsen på.
Han slår fast, at Bush-administrationen er under tung indflydelse fra de største monopoler. Og frem for alt fra det militærindustrielle kompleks.
- Militærindustrien har sit eget momentum. Den skal hele tiden bruge flere penge. Og våbenindustriens interesser har betydning for de krige, USA sætter i værk. Deres indflydelse i det politiske liv er aldrig nogensinde blevet afdækket, siger Khair.

Fogh er selv fundamentalist.
Vi vender snuden hjem mod den politiske kamp i Danmark. Tabish Khair trækker med foragt på skulderne af kræfter, der nu kalder til civilisations og værdikamp.
- Jeg er enig i, at vi skal forsvare pressefrihed, ytringsfrihed alle de individuelle frihedsrettigheder. Men det lyder noget hyklerisk i mine ører. For hvordan er det, USA håndterer menneskerettighederne på Guantánamo og i de irakiske fængsler? Og er de individuelle friheder ikke netop under angreb i Danmark i øjeblikket, spørger han.
- Tag for eksempel, at indvandrere ikke må gifte sig med hvem de vil. Så tvinges de til at rejse til Sverige eller et andet land, fordi deres ægtefælle ikke kan få opholdstilladelse. Jeg er også imod tvangsægteskaber. Men er det rimeligt at ramme en hel særlig befolkningsgruppe med undertrykkende lovgivning, spørger den hurtigtsnakkende muslim.
- Jeg bor og lever i Danmark. Jeg vil kæmpe for vores demokratiske rettigheder i Danmark, for religionsfrihed, ytringsfrihed og de andre friheder, som bliver antastet. Jeg synes, vi skulle sikre det, før vi begynder at fortælle andre, hvad de skal gøre
Ifølge Tabish Khair er Fogh Rasmussen ikke selv bedre end de fundamentalister, som han angriber:
- De neoliberale er jo også fundamentalister. De siger: der er kun én sand vej og det er den kapitalistiske vej. Alt andet har fejlet. Det er en ekstrem form for fundamentalisme, kommer det skarpt fra ham.
- Meget er gået galt under socialismen i Østeuropa. Men hvor længe skal manbruge det som undskyldning for det barbari, som vi oplever nu som følge af imperialismen og Bush-administrationen?
Snakken bevæger sig ind på, hvordan vi kommer videre, og hvordan vi kan dæmme op for splittelsen.
Jeg spørger, om ikke udviklingen af en ægte anti-imperialistisk bevægelse på tværs af alle kulturelle skel ville være en vigtig opgave i denne situation.
En bevægelse, som kan erstatte den kunstige værdikamp mellem civilisationer med den ægte værdikamp: kampen mellem imperialismen og de anti-imperialistiske kræfter.
Tabish Khair nikker og bekræfter. Men han har også et budskab til den danske venstrefløj:
- Den socialistiske bevægelse i Danmark har været i defensiven meget længe. Det er et problem for de danske socialister, at de i meget høj grad ser sig selv som isoleret. Man tror fortsat, at udviklingen - og kampen for socialisme - i meget høj grad er baseret på danske forhold. Men vi må forstå , at vi lever i en globaliseret verden. Internationalismen er en del af den objektive analyse i dag, siger Khair.
- Vi må komme op med en socialistisk platform, som er langt mere internationalt orienteret, som bygger på solidaritet på tværs af landegrænser. Hvis vi evner at revitalisere den socialistiske ide i en globaliseret verden har vi et reelt alternativ til reaktionen og en reel chance for at blive en politisk kraft, slutter han.