Byggefagforeningerne i København og katolsk præst går sammen for at få underbetalte polske bygningsarbejdere i tale. Kirke lægger rum til møde om arbejdsforhold
Byggefagenes Samvirke i København går utraditionelle veje for at få kontakt til underbetalte polske bygningsarbejdere. Fagforeningerne har allieret sig med den katolske præst, fader Andrzje Kukla, der samler omkring 400 af sine landsmænd til messe i Skt. Annæ Kirke på Amager hver søndag. Hovedparten af dem er håndværkere, der er rejst til Danmark for at arbejde efter EU`s udvidelse.
Efter messen i morgen er polakkerne inviteret til møde i menighedssalen under kirken, hvor repræsentanter fra byggefagenes fagforeninger vil fortælle om det danske arbejdsmarked og besvare spørgsmål om arbejdsforhold.
- Det har jo vist sig, at kirken er det sted, hvor de polske arbejdere søger råd og trøst. Og her er tilknyttet en meget social præst, der tilsyneladende kan se, at vi måske kan udrette noget sammen, siger Palle Bisgaard, formand for Bygningsgruppen i TIB afdeling 27, til Arbejderen.
- Jeg oplever, hvordan arbejdere kommer til mig for at få hjælp, når de ikke får den løn, de er blevet lovet. Det sker jo, at firmaerne siger, at de vil klare det med papirerne, mens folk arbejder. Og så gør de det ikke. Det sker også, at de ansatte ikke får deres penge. Derfor er det bedre at forebygge problemerne, siger Andrzje Kukla til TIB`s fagblad.
Palle Bisgaard er spændt på, hvad mødet ender med. Normalt får fagforeningerne ingen henvendelser fra de østeuropæiske arbejdere, uanset hvor kummerlige forhold de bliver budt af arbejdsgivere. Kan søndagens møde være med til at dæmme op for den grove og kyniske udnyttelse, der finder sted i Danmark af polske migranter, så vil meget være nået, mener byggeformanden.
- Forhåbentlig kan mødet være med til at aflive de fordomme, som findes om den danske fagbevægelse. Vi betragtes nærmest som halvt mafia-agtige og de har jo ingen tiltro til fagbevægelsen med sig hjemmefra. Så kan mødet være med til at skabe kontakt, så det spreder sig i det polske miljø, at de roligt kan henvende sig til os, så vil meget være nået. I dag skal vi selv opdage, når der bliver bygget med hjælp fra udenlandske hænder, siger Palle Bisgaard.
Københavns Politi er i gang med at efterforske den mest omfattende sag om underbetaling af migranter i Danmark. Bag anmeldelsen står Byggefagenes Samvirke, der netop har opgjort, at 41 polske arbejdere tilsammen har 2,7 millioner kroner til gode ved Jaroslaw Henryk Thomsen og Nicolai Gihs Miehe-Renard, der i årevis har stået bag ualmindelig grov udnyttelse af polsk arbejdskraft. De ansatte i den aktuelle sag var hyret af en agent i Polen og lovet 99 kroner i timen. Måneders arbejde på flere forskellige byggepladser i hovedstadsområdet blev aflønnet med helt ned til 4,58 i timen. I gennemsnit lød lønnen på 24 kroner pr. time.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278