13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Debat om velfærd på jobbet

Debat om velfærd på jobbet

Onsdag, 22. marts, 2006, 00:00:00

Samfundet har aldrig været så rigt og produktiviteten aldrig så høj, som den er nu. Der er råd til velfærd, mener Fagligt Ansvar, som vil sætte gang i debatten.

Nu skal der diskuteres velfærd på de danske arbejdspladser.
Men vel at mærke med en anden dagsorden end den, som regeringen og Velfærdskommissionen har fulgt.
Det er målet med tre pjecer med den overordnede overskrift Velfærd til alle, som i denne uge lander på skrivebordene rundt om i landets fagforeninger.
Pjecerne skulle ikke gerne strande dér, men videre ud på arbejdspladserne, lyder det fra Fagligt Ansvar, der står bag pjecerne.
'Regeringen og de fleste partier i folketinget er allerede kommet med meldinger om, at der skal skæres i efterlønsordningen, så folk tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesministeren har lagt op til stramninger over for de ledige, ligesom vi må forvente forslag om nedskæringer på mange andre velfærdsområder', hedder det i henvendelsen til fagforeningerne, der fortsætter:
'Fagligt Ansvar mener, det er en helt forkert dagsorden. Der er råd til velfærd til alle, også til de nedslidte, de ældre, og de ledige. Samfundet har aldrig været så rigt og produktiviteten aldrig så høj, som den er nu. Derfor er der også råd til at skaffe arbejdspladser til de mange hundredtusinde, der er uden for arbejdsmarkedet. Vi har faktisk slet ikke råd til at lade være!'
Ulla Nygaard, næstformand i BUPL Århus, sidder i Fagligt Ansvars offentlige gruppe. Hun har glædet sig til pjecerne blev færdige.
- De kan forhåbentlig være med til at sætte en tiltrængt debat i gang om, hvad eksempelvis regeringens skattestop med velvillig hjælp fra Dansk Folkeparti har betydet af nedskæringer i det offentlige og øget ulighed i samfundet, siger hun til Arbejderen.
Fagbevægelsen er den største folkelige organisation og har som sådan et kæmpe ansvar for at oplyse befolkningen om regeringens virkelige hensigter, og for at formulere mulige alternativer. Den opgave lever fagtoppen og LO ikke op til, mener Fagligt Ansvar.
- Som vi ser det, er fagtoppen alt for tilpasningsvillig over for regeringens politik på velfærdsområdet, siger Anders Olesen, talsmand for Fagligt Ansvars sekretariat og formand for Byggefagenes Samvirke i København.
Med de nye pjecer påtager Fagligt Ansvar sig opgaven at få rejst de nødvendige alternativer til regeringens svar på fremtidens velfærd.


Tre for en ti`er
De tre pjecer har overskrifterne:
'Vi har råd til arbejde til alle - Vi har (faktisk) ikke råd til at la` vær!'
'Vi har råd til efterløn - Vi har (faktisk) ikke råd til at la` vær!'
'Vi har råd til lighed - Vi har (faktisk) ikke råd til at la` vær!'
Pjecerne kan bestilles ved at sende en e-mail til post@fagligtansvar.dk.
Prisen er tre for en ti`er.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland