Ledelsen ved Århus Sporveje har ikke ført reelle forhandlinger siden strejken i sidste uge, mener chaufførerne, som igen i går nedlagde arbejdet.
- Jeg kan ikke garantere for ro. Chaufførerne er fortsat meget utilfredse, og det kan jeg godt forstå. Ingenting har ændret sig siden sidste uge, siger tillidsmand på busterminal nord i Århus, Bent Bentsen.
Og ro blandt chaufførerne i Århus Sporveje er der på ingen måde selv om de tirsdag kun strejkede frem til omkring klokken 10.
Ledelsen af Århus Sporveje er uansvarlige og kyniske. Ledelsen spiller hasard med chaufførernes sundhed og passagerernes sikkerhed og ledelsen ønsker ikke reelle forhandlinger, udtaler de i et brev til århusianerne.
Buschaufførerne opfordrer kraftigt byrådspolitikerne til at gribe ind over for ledelsen i Århus Sporveje, hvis byrådet fortsat ønsker en ordentlig kollektiv trafik.
55 timer om ugen
Denne opfordring tager direktøren for Århus Sporveje, Torben Høyer, dog helt roligt.
- Jeg er overbevist om at vi har politisk opbakning til det vi gør i Århus Sporveje, siger Torben Høyer.
Ledelsen af Århus Sporveje vil nu skrive ud til hver enkelt chauffør for at forklare de nye vagtplaner.
Men lytter man til stemningen blandt chaufførerne på terminal nord denne tirsdag formiddag, skal der mere til end et brev fra direktøren.
Chaufførerne er utilfredse med at få arbejdsperioder på op til 55 timer. De er utilfredse med at skulle arbejde i syv weekender i træk og at 250 chauffører ikke kender deres arbejdstid, når sommerkøreplanen træder i kraft den 23 april.
Chaufførerne føler også, at de bliver mere presset ved, at der fremover ikke er faste ruter. Alle chauffør skal fremover køre på samtlige ruter.
Drop hele planen
- Vores krav er, at sporvejene skal droppe den sommerkøreplan, som skal træde i kraft til april. De nye turnusser er planlagt i løbet af tre uger af et nyt EDB system. Maskinen har spyttet en masse planer ud, der ganske sikkeret sparer en masse chaufførtimer. Men som absolut også er imod al sund fornuft, siger chauffør Finn Simonsen, der køre linje 14.
- Det er meget underlig at jeg her den 21 marts, en måned før de nye planer skal træde i kraft, skal søge ind på de nye turnusser. Jeg ved, at jeg ikke får den rute, jeg søger, men ledelsen kan ikke sige mig, hvad jeg så får af vagter, fritid og andet i forbindelse med mit job. Det betyder, at jeg og andre, der har været ved Århus Sporveje i mange år, skal til at arbejde som ferieafløsere. Det vil ramme 250 chauffører, siger han.
Finn Simonsen mener, at Århus Sporveje bør bruge det næste halve år på at få nogle nye gennemarbejdede planer op at stå.
- Den eneste justering ledelsen i Århus Sporveje har lavet siden strejken i sidste uge er at ægtefæller kan få ferie sammen. Det er det tilbud chaufførerne har fået i dag. Der har været meget snak om delte vagter men det er ikke det vigtiste spørgsmål i det her. Det er hele planen der er imod chaufførerne, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278