Statsministerens udstiller sig selv som en hykler, der kun vil forsvare ytringsfriheden for vennerne og ikke sine politiske modstandere, mener Per Clausen.
'Jeg kan henholde mig til Københavns Politis redegørelse'.
Sådan lyder det korte svar på en halv linje fra statsminister Anders Fogh Rasmussen til Enhedslistens Line Barfod.
Sagen om politiets censur af en række hjemmesider var ellers alletiders chance for statsministeren til - endnu en gang - at kæmpe for ytringsfriheden med åben pande.
Spørgsmålet til statsministeren, der som bilag havde Oprørs omstridte appel, lød: 'Vil statsministeren redegøre for, hvordan politiets indgreb overfor ytringer og fjernelse af sider på internettet, som det har været tilfældet med nedenstående appel, stemmer overens med vores grundlæggende rettigheder om ytringsfrihed, som statsministeren taler varmt for i øjeblikket?'
Men sagen om politiets censur af en række hjemmesider ønsker statsministeren åbenbart ikke at gå ind i. I stedet for at svare, har statsministeren indhentet en udtalelse fra Københavns Politi, som blot er en kort gennemgang af sagsforløbet.
- Statsministeren viser med sit 'svar', at han tydeligvis ikke ønsker at forholde sig til, om politiet og terrorlovene indskrænker ytringsfriheden. Han udstiller sig selv som en hykler, der kun vil forsvare ytringsfriheden for vennerne og ikke sine politiske modstandere. Netop i disse dage sker der voldsomme indgreb i ytringsfriheden under dække af kampen mod terror. Terrorloven er den øverste lov. Andre rettigheder som pressefriheden i medieansvarsloven og den grundlovssikrede ret til ytringsfrihed, må vige, konstaterer Per Clausen, mediepolitisk ordfører for Enhedslisten.
Han bakkes op af Enhedslistens retspolitiske ordfører, Line Barfod, der overfor Arbejderen konstaterer, at statsministeren kører en dobbeltstandard for ytringsfrihed.
Også spørgsmålet om Arbejderens hjemmeside - som omhandler pressefriheden - har statsministeren sendt videre. Denne gang er det justitsministeren, som får bolden. Der er foreløbig intet nyt om, hvorvidt også justitsministeren sender bolden videre til Københavns Politi.
Fogh Rasmussen forventer, at der vil være et svar fra justitsministeren om en eller to uger.
- Heller ikke dette spørgsmål vil statsministeren røre med en ildtang. Det er endnu et eksempel på, at statsministeren forsøger at gemme sig bag politiet og terrorparagraffer. Det er utroligt, at statsministeren, som også er pressens minister, lader politiet bestemme omfanget af ytringsfriheden, siger Per Clausen til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278