I går gik skolelever på gaden flere steder i landet. De er utilfredse med, at Bertel Haarder har afskaffet gruppeeksamener i folkeskolen
Mandag viste skoleelever i Aalborg deres utilfredshed med afskaffelsen af gruppeeksamener i folkeskolen.
Der deltog mere end 1500 elever fra Hals, Brønderslev, Dronninglund - ja fra hele Nordjylland, fortæller Simon Christensen, formand for elevsammenslutningen i Aalborg til Arbejderen.
- Gruppeeksamen er en arbejdsform, som eleverne har arbejdet sig frem til, og når vi så endelig skal til eksamen, så bliver den lige pludseligt lavet om. Vi synes politikerne skal lytte til os og bevare gruppeeksamen, siger han og tilføjer, at det er vigtigt at vise, hvad man kan hver for sig, men også hvad man kan sammen.
De fremmødte nordjyske elever vedtog en 10-punktserklæring, hvor øverste punkt hedder 'bevar gruppeeksamen'.
- Men vi ønsker også, at de nationale test bliver afskaffet. At der højest må være 25 elever i hver klasse. At vi får mulighed for at købe mad på alle skoler og kan få hjælp til lektierne, bare for at nævne nogle af punkterne, lyder det fra elevformanden, der også er næstformand i Venstre Ungdom Aalborg.
Birgit Josefsen, nordjysk folketingsmedlem for Venstre, tordner også mod afskaffelsen af gruppeeksamener. Hun har meldt ud, at hun stemmer sammen med en række oppositionspartier om deres forslag til bevarelse af den populære eksamensform, når det kommer til afstemning i Folketinget.
På fire ud af fem nordjyske skoler går mere end tre fjerdedele af eleverne til gruppeeksamen, viser en rundspørge DR Nordjylland har foretaget.
Også i København gik 500-600 skoleelever på gaden i en tilsyneladende spontan protest. De troppede op foran Christiansborg, hvor de fremsatte deres krav om bevarelse af gruppeeksamen, i håbet om at kravet trængte gennem de tykke mure til beslutningstagerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278